Ansøgning om prækvalifikation af videregående uddannelser

Professionsbachelor - Cybersikkerhed - Erhvervsakademi Kolding

Erhvervsakademi Kolding
03/02-2025 09:29
2025-1
Indsendt
Ansøgningstype
Nyt udbud

Udbudssted
IBA Erhvervsakademi Kolding

Informationer på kontaktperson for ansøgningen (navn, email og telefonnummer)
Chefkonsulent forretningsudvikling Anja Sinding Morgen, asmo@iba.dk, 61939571

Er institutionen institutionsakkrediteret?
Ja

Er der tidligere søgt om godkendelse af uddannelsen eller udbuddet?
Nej

Uddannelsestype
Professionsbachelor

Uddannelsens fagbetegnelse på dansk
Cybersikkerhed

Uddannelsens fagbetegnelse på engelsk
Cyber Security

Angiv den officielle danske titel, som institutionen forventer at bruge til den nye uddannelse
Professionsbachelor i cybersikkerhed

Angiv den officielle engelske titel, som institutionen forventer at bruge til den nye uddannelse
Bachelor of Cyber Security

Hvilket hovedområde hører uddannelsen under?
Tekniske område

Hvilke adgangskrav gælder til uddannelsen?

Adgang via Gymnasial eksamen
Specifikke adgangskrav: Matematik B, Engelsk B



Adgang via 3-årig erhvervsuddannelse
Fuldført erhvervsuddannelse med en normeret varighed på 3 år eller mere
Specifikke adgangskrav: Matematik B, Engelsk B



Anden adgang
Adgangseksamen til ingeniøruddannelserne
Specifikke adgangskrav: Matematik B, Engelsk B


Er det et internationalt samarbejde, herunder Erasmus, fællesuddannelse el. lign.?
Nej

Hvis ja, hvilket samarbejde?

Hvilket sprog udbydes uddannelsen på?
Dansk

Er uddannelsen primært baseret på e-læring?
Nej, undervisningen foregår slet ikke eller i mindre grad på nettet.

ECTS-omfang
210

Beskrivelse af uddannelsens formål og erhvervssigte. Beskrivelsen må maks. fylde 1200 anslag

Ej relevant


Se venligst KEAs uddannelsesansøgning


Uddannelses struktur og konstituerende faglige elementer

Ej relevant


Se venligst KEAs uddannelsesansøgning


Begrundet forslag til takstindplacering af uddannelsen

Ej relevant


Se venligst KEAs uddannelsesansøgning


Forslag til censorkorps
Censorkorpset for it- og softwareudvikling

Dokumentation af efterspørgsel på uddannelsesprofil - Upload PDF-fil på max 15 sider. Der kan kun uploades én fil
Bilag 1 Behovsanalyse IBA.pdf

Kort redegørelse for det nationale og regionale behov for den nye uddannelse. Besvarelsen må maks. fylde 1800 anslag

Regeringens "National strategi for cyber- og informationssikkerhed 2021-2024" fremhæver nødvendigheden af at styrke cybersikkerhedsberedskabet i Danmark. Truslen fra cyberspionage og cyberkriminalitet er af Center for Cybersikkerhed klassificeret som meget høj, hvilket kræver en betydelig indsats for at uddanne flere specialister. Ifølge KEAs landsdækkende behovsanalyse forventer 96% af virksomhederne et stigende behov for medarbejdere med cybersikkerhedskompetencer, mens 76,5% angiver, at de har vanskeligt ved at rekruttere kvalificerede profiler. Dette behov er yderligere dokumenteret i den regionale behovsanalyse, som IBA har udarbejdet.


I Sydjylland er behovet særligt udtalt på grund af regionens mange virksomheder inden for kritisk infrastruktur, produktion og logistik. Centrale aktører som Energinet, Bankdata og Alfa Laval, samt flere store logistikkoncerner, er dybt afhængige af robuste digitale systemer. Disse virksomheder oplever stigende krav til beskyttelse mod cybertrusler. Sydjyllands rolle som knudepunkt for både nationale og internationale forsyningskæder skaber desuden et øget behov for specialister, der kan sikre datasikkerhed, netværksstabilitet og compliance.


En undersøgelse blandt studerende på IBAs nuværende multimediedesignuddannelse samt cybersikkerhedsværnepligtige fra Forsvaret i Fredericia viser en markant interesse for uddannelse inden for cybersikkerhed. Dette peger på en stærk lokal rekrutteringsbase for uddannelsen.


Med professionsbacheloren i cybersikkerhed vil IBA styrke det regionale uddannelsesudbud og bidrage til at løse både nationale og regionale cybersikkerhedsudfordringer. Samtidig vil dimittender fra uddannelsen støtte væksten i både lokale og internationale virksomheder.


Uddybende bemærkninger

Se venligst Bilag 1 "Behovsanalyse" for uddybning


Underbygget skøn over det nationale og regionale behov for dimittender. Besvarelsen må maks. fylde 1200 anslag

KEAs landsdækkende behovsanalyse estimerer et behov for 600-800 dimittender årligt inden for cybersikkerhed. I Region Midtjylland vurderer EAAA, at behovet udgør 170-200 dimittender. Med udgangspunkt i disse analyser samt Deloittes Analyse af markedet for cyber- og informationssikkerhed (2023) og regionale erhvervsanalyser har vi foretaget et forsigtigt estimat.


IBAs analyse viser, at behovet i Region Syddanmark kan skønnes til 150 dimittender årligt. Af dette behov vurderes 70 dimittender at kunne dækkes af eksisterende uddannelser ved SDU i Odense og Sønderborg (softwareingeniør), såfremt de toner deres indhold mod cybersikkerhed. EASV og UCL's Softwareudvikling indeholder ikke cybersikkerhed. Dermed estimeres det, at professionsbacheloren i cybersikkerhed kan dække et årligt behov på 60-80 dimittender i Sydjylland.


Dette skøn er verificeret gennem kvalitative undersøgelser blandt virksomheder i IBAs netværk, herunder Energinet, Abena, Bankdata og Würth, der givet udtryk for at kunne aftage dimittender med specialiserede cybersikkerhedskompetencer, som kan adressere kritiske udfordringer inden for governance, compliance og netværkssikkerhed.


Hvilke aftagere har været inddraget i behovsundersøgelsen? Besvarelsen må maks. fylde 1200 anslag

IBAs Behovsanalyse består dels af en kvalitativ undersøgelse blandt relevante virksomheder og organisationer i IBAs dækningsområde og dels af diverse datasæt, herunder regionale og lokale erhvervsanalyser.
I den kvalitative del af analysen indgår følgende virksomheder og organisationer:
· Sydbank
· Solar A/S
· Ewii
· Schou
· Bankdata
· Forsvaret Fredericia
· GLS
· Abena
· Automize
· Schneider Electric
· Würth
· Gram
· Energinet
· Elbek & Vejrup
· IPW
· Beckhoff Automation
· Business Kolding



Udgangspunktet for den kvalitative dataindsamling var en fysisk workshop med deltagere, der repræsenterede områderne: kritisk infrastruktur, energi, den finansielle sektor, IT, produktion og logistik. Dette blev suppleret med en række telefoninterviews med relevante aktører. Der blev taget udgangspunkt i den type virksomheder, behovsanalyserne fra hhv. KEA og EAAA konkluderede, udgjorde målgruppen for uddannelsen.


Beskriv ligheder og forskelle til beslægtede uddannelser, herunder beskæftigelse og eventuel dimensionering. Besvarelsen må maks. fylde 1200 anslag

I Sydjylland findes der flere eksisterende uddannelser inden for IT og teknologi, men ingen uddannelser, der tilbyder en helhedsorienteret tilgang til cybersikkerhed på professionsbachelorniveau. De relevante uddannelser i Sydjylland inkluderer:


UCL (Vejle): Udbyder Datamatiker- og Softwareudviklinguddannelserne, men mangler toning inden for cybersikkerhed.
Syddansk Universitet (Sønderborg): Tilbyder en ingeniøruddannelse i softwareteknologi, der kan berøre sikkerhedsemner, men som er meget teoretisk og forskningsorienteret.
IBA Erhvervsakademi Kolding: Udbyder allerede relaterede uddannelser som Multimediedesign og IT arkitektur, men ingen dedikeret professionsbachelor i cybersikkerhed.
Erhvervsakademi Sydvest (Esbjerg): Udbyder Datamatiker og Softwareudvikling, men ingen uddannelse med fokus på cybersikkerhed.



SDU's fremtidige uddannelsesudbud i Vejle indenfor AI, softwareudvikling, datalogi og spil og interaktiv teknologi har i udgangspunktet ikke en toning af cybersikkerhed.


Uddybende bemærkninger

Forskelle og styrker
Den foreslåede professionsbachelor i cybersikkerhed adskiller sig ved at kombinere teknisk dybde med praktisk anvendelighed og forretningsmæssige kompetencer. Uddannelsen tilbyder en tværfaglig tilgang, der inkluderer områder som governance, compliance og risikostyring, hvilket ikke er en del af de eksisterende uddannelsers kerneindhold.


Derudover fokuserer uddannelsen på at imødekomme det stigende behov for medarbejdere, der kan arbejde i både tekniske og strategiske roller, hvilket matcher virksomhedernes behov i Sydjylland. Særligt brancher som banker, energi, produktion og logistik efterspørger disse kompetencer.


Beskæftigelse og dimensionering
Uddannelsen forventes at bidrage positivt til arbejdsmarkedet i Sydjylland uden at påvirke de eksisterende uddannelser negativt. De beslægtede uddannelser er enten mere generelle (som datamatiker og softwareudvikling) eller for forskningsbaserede (som softwareingeniør). Uddannelsen forventes at have effekt på IBAs eget udbud af Multimedieuddannelsen på op til 20 ansøgere pr. år. 


Beskriv rekrutteringsgrundlaget for ansøgte, herunder eventuelle konsekvenser for eksisterende beslægtede udbud. Besvarelsen må maks. fylde 1200 anslag

Rekrutteringsgrundlaget for professionsbacheloren i cybersikkerhed på IBA er stærkt og underbygget af både nationale og regionale data. Ifølge Danmarks Statistik afsluttede 9.756 studerende en gymnasial uddannelse i Region Syddanmark i 2023. Med en befolkningsfordeling, hvor ca. 59% af regionens indbyggere bor i Sydjylland (dvs. fra Vejle til Esbjerg og ned til den tyske grænse), skønnes det, at ca. 5.755 af disse dimittender kommer fra Sydjylland. Hertil kommer dimittender fra erhvervsuddannelser som data og kommunikation, der søger specialiserede uddannelser inden for IT og cybersikkerhed.


IBA har desuden gennemført en forespørgsel blandt nuværende studerende på multimediedesignuddannelsen og cybersikkerhedsværnepligtige ved Forsvaret i Fredericia. Resultaterne viser en markant interesse for at uddanne sig inden for cybersikkerhed, især hvis uddannelsen tilbydes lokalt i Kolding. IBA forventer en negativ effekt på eget udbud af Multimediedesigner på op imod 20 ansøgere.  


Beskriv kort mulighederne for videreuddannelse

Dimittender fra professionsbacheloren i cybersikkerhed på IBA vil have gode muligheder for at videreuddanne sig på både nationalt og internationalt niveau. På nationalt plan kan de eksempelvis søge optagelse på Master i Cyber Security ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU). Denne masteruddannelse er særligt relevant for dimittender, der ønsker at specialisere sig yderligere inden for strategisk og teknisk cybersikkerhed.


På internationalt niveau er der adgang til en bred vifte af masteruddannelser inden for cybersikkerhed, data science og relaterede IT-discipliner. Mange af disse uddannelser er tilgængelige online eller gennem fleksible studiemodeller, der gør det muligt at kombinere videreuddannelse med arbejde.


Dimittender fra IBA vil dermed have et bredt spektrum af videreuddannelsesmuligheder, der understøtter både dybdegående specialisering og fleksibel opkvalificering i takt med den teknologiske udvikling.


Forventet optag på de første 3 år af uddannelsen. Besvarelsen må maks. fylde 200 anslag

Forventede optagstal er:


År 1: 20 studerende
År 2: 30 studerende
År 3: 40 studerende


Gradvis vækst giver tid til at opbygge kendskab til uddannelsen og sikre høj kvalitet i undervisning og praktik. 


Hvis relevant: forventede praktikaftaler. Besvarelsen må maks. fylde 1200 anslag

KEAs behovsanalyse viser, at 85% af virksomhederne sandsynligvis vil tage en studerende i praktik. Dette understøttes af EAAA’s analyse, der fremhæver, at virksomheder ser praktikanter som en løsning på cybersikkerhedsudfordringer. IBAs egen undersøgelse viser, at så godt som alle adspurgte virksomheder er åbne for at tage studerende fra professionsbacheloren i cybersikkerhed.


IBA har et netværk af 3.000 virksomheder, hvoraf mange tidligere har haft praktikanter fra vores uddannelser. Mellem 2022 og 2024 gennemførte over 750 studerende praktikophold i Region Syddanmark, og virksomhederne efterspørger især IT-kompetencer. Generelt er tilfredsheden høj med en score på over 8,5 ud af 10.


Med dette netværk og virksomhedernes interesse vurderer IBA, at alle studerende kan finde relevante praktikpladser, som både sikrer praktisk erfaring og tilfører virksomhederne værdi inden for cybersikkerhed. Seneste Praktikevaluering dokumenterer, at 35% af virksomhederne har tilbudt praktikanten fuldtids-, deltids- eller studiejob efterfølgende og yderligere 23% af virksomhederne overvejer at gøre det.


Øvrige bemærkninger til ansøgningen

Ingen øvrige bemærkninger


Hermed erklæres, at ansøgning om prækvalifikation er godkendt af institutionens rektor
Ja

Status på ansøgningen
Indsendt

Ansøgningsrunde
2025-1

Afgørelsesbilag - Upload PDF-fil

Samlet godkendelsesbrev - Upload PDF-fil