Ansøgning om prækvalifikation af videregående uddannelser

Professionsbachelor - Uddannelsen til Professionsbachelor som lærer i folkeskolen - VIA University College

VIA University College
13/09-2024 05:48
2024-2
Godkendt
Ansøgningstype
Dublering

Udbudssted
Holstebro

Informationer på kontaktperson for ansøgningen (navn, email og telefonnummer)
Chefkonsulent Helle Bækkelund Sørensen, hbas@via.dk, 87554030 Uddannelsesdekan Elsebeth Jensen, ej@via.dk, 87553015

Er institutionen institutionsakkrediteret?
Ja

Er der tidligere søgt om godkendelse af uddannelsen eller udbuddet?
Nej

Uddannelsestype
Professionsbachelor

Uddannelsens fagbetegnelse på dansk
Uddannelsen til Professionsbachelor som lærer i folkeskolen

Uddannelsens fagbetegnelse på engelsk
Bachelor's Degree Programme in Education

Angiv den officielle danske titel, som institutionen forventer at bruge til den nye uddannelse
Professionsbachelor som lærer i folkeskolen

Angiv den officielle engelske titel, som institutionen forventer at bruge til den nye uddannelse
Bachelor of Education

Hvilket hovedområde hører uddannelsen under?
Pædagogiske område

Hvilke adgangskrav gælder til uddannelsen?

Adgangsgivende eksamer:


Gymnasial eksamen (stx, hf, hhx, htx eller eux) eller særligt hf-forløb for fremmedsprogede (GIF)
En tilsvarende udenlandsk eller international eksamen
For opgtagelse gennem kvote 1 er der krav om karaktergennemsnit på mindst 7,0. i adgangsgivende gymnasial eksamen.


Hvis karaktergennemsnittet er lavere end 7,0 eller ved usikkerhed på at få et gennemsnit på 7,0 eller derover, skal der søges via kvote 2 og efterfølgende optagelsessamtale.


Der gælder endvidere specifikke adgangskrav for undervisningsfag. Disse fremgår af Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor som lærer i folkeskolen (BEK nr 707 af 11/06/2024), bilag 3.


Er det et internationalt samarbejde, herunder Erasmus, fællesuddannelse el. lign.?
Ja

Hvis ja, hvilket samarbejde?

Læreruddannelsen i Holstebro indgår i de udvekslingsmuligheder ift. praktik og mobilitet, som findes i Læreruddannelsen i VIA. 


Hvilket sprog udbydes uddannelsen på?
Dansk

Er uddannelsen primært baseret på e-læring?
Nej, undervisningen foregår slet ikke eller i mindre grad på nettet.

ECTS-omfang
240

Beskrivelse af uddannelsens formål og erhvervssigte. Beskrivelsen må maks. fylde 1200 anslag

Ikke relevant


Uddannelses struktur og konstituerende faglige elementer

Ikke relevant


Begrundet forslag til takstindplacering af uddannelsen

Ikke relevant


Forslag til censorkorps
Censorkorps for læreruddannelsen

Dokumentation af efterspørgsel på uddannelsesprofil - Upload PDF-fil på max 15 sider. Der kan kun uploades én fil
Bilag 1_VIA.pdf

Kort redegørelse for det nationale og regionale behov for den nye uddannelse. Besvarelsen må maks. fylde 1800 anslag

Den seneste arbejdsmarkedsbalance fra STAR viser, at der langt overvejende er gode jobmuligheder for folkeskolelærere nationalt. Dette defineres ved stillinger uden rekrutteringsproblemer, med lav ledighed og høj jobomsætning. Dog er der i Sydjylland og på Sjælland i nuværende halvår mangel på arbejdskraft.


Analyser fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har i analysen "Mange nye folkeskolelærere forlader folkeskolen efter få år” (juni 2024) dokumenteret, at næsten hver femte nyuddannede lærer, som får arbejde i folkeskolen, forlader den igen efter tre år. Omkring halvdelen af de lærere, der forlader folkeskolen inden for fem år efter uddannelse, forlader såvel skolen som professionen. Det er en stigende tendens i forhold til tidligere dimittendårgange. Tænketanken Kraka konkluderede tilsvarende i en analyse fra 2022.


AE konkluderer i analysen ”Næsten hver femte lærer i folkeskolen har ikke en læreruddannelse” (maj 2023), at der på landsplan er 19% lærere i folke- og specialskoler, som ikke har en læreruddannelse samt at andelen er steget siden 2012, hvor det var knapt 10%. Tallet dækker dog over regionale forskelle. I de omkringliggende kommuner for læreruddannelsen i Holstebro er det i Holstebro Kommune 9,8% af lærerne, der ikke har en læreruddannelse, mens tallet i Ringkøbing-Skjern Kommune er 13,1%, i Struer Kommune 8,1% og i Lemvig Kommune 12,1%. Dette peger på, at der er behov for at sikre en forsyning af uddannede lærere i Vestjylland.


Der henvises til bilag 1 for uddybning.


Uddybende bemærkninger

VIAs bestyrelse har truffet beslutning om at udfase optag til matrikeludbuddet i Nr. Nissum, mens netuddannelsen fortsat udbydes. Ansøger- og optagelsestal for Nr. Nissum har været dalende, og det har således ikke været muligt at opretholde det ønskede fagudbud.


Med et fuldt udbud placeret i Holstebro og med et forventet optag på 51 studerende årligt ved fuld indfasning vil det give bedre muligheder for bæredygtige stamhold til undervisningen i grundfagligheden/de pædagogiske fag samt muligheden for at udbyde undervisningsfag med et bæredygtigt antal studerende per hold. Enkelte undervisningsfag skal fortsat gennemføres i faglokaler i Nr. Nissum eller på netuddannelsen. Det vil betyde, at flere studerende kan få deres ønsker til undervisningsfag opfyldt, og at læreruddannelsen i Vestjylland samlet set uddanner lærere inden for flere fag.


Underbygget skøn over det nationale og regionale behov for dimittender. Besvarelsen må maks. fylde 1200 anslag

COWI har i 2024 udarbejdet en analyse om behovet for velfærdsuddannede i den midtjyske region 2024-2034. For folkeskolelærere konkluderes en risiko for stigende rekrutteringsproblemer i perioden frem mod 2034 og for, at det vil udvikle sig til en decideret mangelsituation. Dette forklares med, at efterspørgslen (antallet af arbejdspladser) er steget mere end udbuddet (arbejdsstyrken) fra 2021 til 2022. I tråd med dette er andelen af fuldtidsledige i Midtjylland faldet, og udgør 1,4% i 2022.


Nationalt og regionalt kan behovet for læreruddannede aflæses i STARs Rekrutteringssurvey (juni 2024). På landsplan er den forgæves rekrutteringsrate for folkeskolelærere 15% (550 forgæves rekrutteringer). For Vestjylland er den forgæves rekrutteringsrate 10% (30 forgæves rekrutteringer). Sammenholdt med de lave ledighedstal for lærere i kommunerne omkring Holstebro kan konkluderes, at der ikke er en arbejdskraftreserve til at dække behovet for uddannede lærere, særligt set i lyset af andelen af lærere, som jf. AE’s analyse forventes at forlade faget. Dette er baggrund for VIAs ansøgning om et fuldt udbud af læreruddannelsen i Holstebro med det formål at sikre uddannede lærere til regionen.


Hvilke aftagere har været inddraget i behovsundersøgelsen? Besvarelsen må maks. fylde 1200 anslag

VIAs nuværende uddannelsesfilial i Holstebro rekrutterer primært studerende fra Holstebro, Ringkøbing-Skjern, Struer, Herning og Lemvig Kommuner. Dette fremgår af data fra Uddannelses- og Forskningsministeriets (UFMs) datavarehus opgjort på, hvor de optagne studerende havde bopæl pr. 30.6. det år, de søgte ind på læreruddannelsen. Disse kommuner er VIA i løbende dialog med i forbindelse med praktik og løbende samarbejde om læreruddannelsen. I forbindelse med prækvalifikationsansøgningen er Holstebro, Ringkøbing-Skjern, Struer og Lemvig kommuner kontaktet med henblik på at afgive en støtteerklæring eller tilkendegivelse til VIAs ansøgning.


Holstebro, Ringkøbing-Skjern og Struer kommuner bakker op om VIAs ansøgning. Lemvig Kommune anfører ønske om at videreføre læreruddannelsen i Nr. Nissum og kan ikke bakke op om et fuldt udbud af læreruddannelsen i Holstebro, hvis det indebærer en permanent lukning af udbuddet i Nr. Nissum. VIA responderer herpå i ansøgningens bilag 1.


Beskriv ligheder og forskelle til beslægtede uddannelser, herunder beskæftigelse og eventuel dimensionering. Besvarelsen må maks. fylde 1200 anslag

VIA ønsker at gøre læreruddannelsen i Holstebro permanent og at kunne tilbyde et så bredt udbud af undervisningsfag og -linjer som muligt. VIA har en aktiv flerfaglig campus i Holstebro med ca. 2250 studerende fordelt på 8 grunduddannelser samt efter- og videreuddannelsesaktiviteter. Det er bl.a. uddannelserne til pædagog, socialrådgiver og sygeplejerske, der udbydes på campus i Holstebro, og studiemiljøet for velfærdsuddannelserne vil således styrkes yderligere med et fuldt udbud af læreruddannelsen. Pædagoguddannelsen og læreruddannelsen har et naturligt fagligt slægtskab gennem professionernes fokus på børns og unges læring, dannelse og trivsel.


Læreruddannelsen er nationalt dimensioneret, og VIA råder i 2024/2025 over 1093 uddannelsespladser. Dimittendledighedsgraden for VIAs læreruddannelse i 4.-7. kvartal for fuldførelsesårgang 2021 er på 5,5%, mens den gennemsnitlige ledighedsgrad nationalt er 5,1%. Ledighedsgraden for 2021-årgangen på udbuddet i Nr. Nissum, der omfatter uddannelsen i Nr. Nissum, netudbuddet og filialen i Holstebro er 5,6% (Kilde: UFMs Datavarehus).


Uddybende bemærkninger

Med et fuld udbud og et forventet optag på 51 studerende årligt vil større grupper af studerende alt andet lige øge diversitet og mulighederne for variationer i samarbejdskonstellationer, hvorved de studerende får flere deltagelsesmuligheder. Hold af en vis størrelse er desuden mere robuste over for fravær og frafald. Ved at lave et fuldt udbud af læreruddannelsen i Holstebro, vil læreruddannelsens studerende desuden få flere muligheder for socialt studiemiljø gennem deltagelse i de studerendes foreninger, fredagsbarer og øvrige sociale aktiviteter.


Holstebro er placeret centralt i Vestjylland i forhold til offentlig transport og infrastruktur. Således vil udbuddet have et stort rekrutteringsopland, hvor man inden for 40 minutter i bil kan nå til campus.


Samlet øger dette såvel rekrutteringen som beskæftigelsen for dimittender fra Holstebro.


Beskriv rekrutteringsgrundlaget for ansøgte, herunder eventuelle konsekvenser for eksisterende beslægtede udbud. Besvarelsen må maks. fylde 1200 anslag

VIA udbyder læreruddannelsen i Aarhus, Silkeborg, Skive og Holstebro samt Nr. Nissum. Data fra UFMs datavarehus viser, at søgningen til uddannelsen i Holstebro primært kommer fra Holstebro, sekundært fra Ringkøbing-Skjern, Herning og Struer, mens søgningen til udbuddet i Skive primært kommer fra Skive, Viborg, Thisted og Morsø. De to udbud deler således ikke primært rekrutteringsgrundlag.


Siden 2018 har VIA optaget gnst. 29,5 studerende pr. år uddannelsen i Holstebro. VIA forventer, at det vil være mere attraktivt at søge ind på uddannelsen, når den er et fuldt udbud. I de kommuner, som læreruddannelsen i Holstebro primært rekrutterer fra, viser VIAs opgørelse af tal fra uddannelsesstatistik.dk, at mellem 40 og 45% af årgang 2019/2020 med en fuldført gymnasial uddannelse ikke er i gang med en videregående uddannelse eller en erhvervsuddannelse. Der er således et grundlag for at øge rekrutteringen til et fuldt udbud af læreruddannelsen i Holstebro.


UCN udbyder læreruddannelsen i Aalborg og Hjørring, og UCN er derfor blevet hørt. Af høringssvaret (bilag 1) fremgår, at UCN ikke har bemærkninger.


Beskriv kort mulighederne for videreuddannelse

Der er mulighed for efter- og videreuddannelse på relevante diplom-, master- og kandidatuddannelser. Eksempelvis Pædagogisk Diplomuddannelse, herunder Læsevejleder og Matematikvejleder, kandidatuddannelser i Pædagogisk Filosofi, Pædagogisk Sociologi samt Læring og Forandringsprocesser. Endvidere masteruddannelser som fx Børne- og Ungdomskultur, Master i trivsels- og ressourcepsykologi samt Læreprocesser.


Forventet optag på de første 3 år af uddannelsen. Besvarelsen må maks. fylde 200 anslag

VIA forventer at optage 141 studerende de første 3 år (43 i 2025, 47 i 2026 og 51 i 2027). Ved fuld indfasning er det VIAs forventning at optage 51 studerende årligt.


Hvis relevant: forventede praktikaftaler. Besvarelsen må maks. fylde 1200 anslag

VIA samarbejder med kommunale og private skoler om praktikken. Den nuværende uddannelsesfilial i Holstebro er naturligvis omfattet af dette samarbejde, og dette fortsættes for et fuldt udbud af læreruddannelsen i Holstebro. Se bilag 1 for støtteerklæringer fra kommunerne for yderligere herom.


Øvrige bemærkninger til ansøgningen

-


Hermed erklæres, at ansøgning om prækvalifikation er godkendt af institutionens rektor
Ja

Status på ansøgningen
Godkendt

Ansøgningsrunde
2024-2

Afgørelsesbilag - Upload PDF-fil
Afgørelsesbrev D1 Professionsbachelor Lærer i folkeskolen VIA.pdf

Samlet godkendelsesbrev - Upload PDF-fil