Bachelor - Jura - Syddansk Universitet
Adgang til bacheloruddannelsen forudsætter en gymnasial uddannelse samt opfyldelse af følgende specifikke adgangskrav:
- Dansk A
- Engelsk B
- Historie B eller Idehistorie B eller Samfundsfag B eller Samtidshistorie B
Ikke relevant
Ikke relevant
Ikke relevant
Dimittendledigheden blandt nyuddannede jurister fra SDU er stabil. For dimittendårgangene 2014 og 2016 er ledigheden efter 4.-7- kvartal 7,4 % og 6,6 %, mens den for årgangene 2015, 2017 og 2018 er henholdsvis 5,1 %, 4,1 % og 4,0 %. For jurauddannelserne på KU, AU og AAU er den senest opgjorte dimittendledighed efter 4.-7. kvartal (2018) tilsvarende lav på henholdsvis 4,2 %, 2,3% og 2,0 %.
Esbjerg Kommune og de vestligste dele af Region Syddanmark oplever imidlertid udfordringer i forhold til at kunne tiltrække og fastholde juridiske medarbejdere til de juridiske arbejdspladser i området. Behovsanalysen peger på, at det er forventningen blandt lokale aftagere, at jurister, der uddannes lokalt, vil forblive i lokalområdet og søge arbejde her.
Det må dog antages, at en succesfuld fastholdelse afhænger af en række forudsætninger, herunder hvorvidt det lykkes at sikre den ønskede forankring af uddannelsen i lokalsamfundet.
Ingen
Det vurderes, at der kan være grundlag for at optage 50 studerende årligt på bacheloruddannelsen. På baggrund af frafaldstallene for den tilsvarende uddannelse i Odense estimeres det, at 40 af disse vil dimittere som bachelorer, og at det samme antal vil at søge om optagelse på kandidatuddannelsen. Heraf estimeres det, at 30-35 vil dimittere som kandidater.
Business Esbjerg har gennemført en undersøgelse blandt 34 aftagere i Syd- og Vestjylland om rekrutteringsbehovet for nyuddannede jurister. Resultatet heraf viser, at der for de aftagere, der befinder sig inden for 1 times kørsel fra Esbjerg, vurderes at være et årligt behov for 65-97 nyuddannede jurister. Udvides området således, at der tages udgangspunkt i antallet af aftagere, der befinder sig indenfor 1½ times kørsel fra Esbjerg, vurderes der at være et årligt behov for 99-148 nyuddannede jurister. Undersøgelsens resultater er dog behæftet med en vis usikkerhed.
SDU har ikke gennemført en tilsvarende undersøgelse.
Se endvidere behovsundersøgelsen i det vedhæftede bilag.
Business Esbjerg har gennemført en undersøgelse blandt 34 aftagere i Syd- og Vestjylland beliggende i en radius af 1,5 times kørsel fra Esbjerg og fordelt på følgende hovedområder:
- Offentlig administration: 9
- Styrelser og statslige forvaltninger: 11
- Private arbejdsgivere: 14
Det vurderes derfor, at undersøgelsen dækker bredt de væsentligst grupper af aftagere af juridiske kandidater.
Se endvidere en nærmere oversigt over de enkelte aftagere i undersøgelsen i behovsundersøgelsen i det vedhæftede bilag.
Uddannelsen vil bidrage til at øge uddannelsesudbuddet i det sydvestlige Danmark og dermed skabe øget balance ml. uddannelsesudbuddene og -niveauet på tværs af Danmark.
Ledigheden for jurister ligger stabilt lavt på ca. 5%, og uddannelsen forventes derfor ikke nævneværdigt at forringe vilkårene for dimittender fra de eksisterende jurauddannelser (KU, AU, AAU, SDU).
Jurauddannelsen på SDU skal som de øvrige danske universiteters jurauddannelser leve op til de faglige, indholdsmæssige krav, der stilles til denne specifikke uddannelse, og som bl.a. skal sikre at kandidater fra SDU opfylder retsplejelovens betingelser for at blive advokat. SDU’s udbud af jura i Esbjerg vil have den samme kompetenceprofil og det samme erhvervssigte som udbuddet i Odense.
Pga. forskellene mellem de to udbudssteder ift. samarbejdsmulighed med det lokale erhvervsliv og størrelserne på årgangene vil de to udbud dog formentlig på visse områder komme til at adskille sig ift. undervisningens pædagogiske afvikling, ligesom der påtænkes et obligatorisk projektorienteret forløb og færre valgfri fag på kandidatuddannelsen i Esbjerg. På kandidatuddannelsen i Odense er det projektorienterede forløb valgfrit.
Hvis det ikke er muligt succesfuldt at rekruttere medarbejdere til opbygning af et forskningsmiljø i Esbjerg, er der en risiko for, at udbuddet kan have en negativ påvirkning af uddannelsesudbuddet i Odense, herunder for eksempel på muligheden for at opretholde bredden i valgfagsudbuddet.
Se i forlængelse heraf punktet ”Øvrige bemærkninger til ansøgningen” nedenfor.
Jurauddannelsen i Esbjerg vil være det mindste juraudbud i Danmark, hvilket giver særlige muligheder for at integrere uddannelse og lokalt erhvervsliv. Dette forudsætter forpligtende samarbejder med lokalsamfundet, herunder aftagerinstitutioner og -virksomheder.
Behovsundersøgelsen gennemført af Business Esbjerg peger på, at de adspurgte aftagere i et vist omfang er interesserede i at indgå i et konstruktivt og forpligtende samarbejde. Det er dog langt fra alle tilbagemeldinger, der peger i en sådan retning, hvilket skaber usikkerhed om muligheden for at sikre den lokale forankring, der anses som afgørende for uddannelsens bæredygtighed.
Det forventes i overvejende grad at være ansøgere fra Sydjylland, der vil søge uddannelsen i Esbjerg.
En del af disse studerende optages pt. på den tilsvarende uddannelse i Odense (se nedenfor) eller Aarhus Universitet, ligesom nogle af dem pt. forventeligt optages på andre uddannelser på SDU, campus Esbjerg eller AAU, campus Esbjerg.
Antal 1. prioritetsansøgere og antal optagne ansøgere fra Sydjylland (postnumrene 6000-8783) på bacheloruddannelsen i jura på SDU, campus Odense:
2016 | 2017 | 2018 | 2019 | 2020 | |
Antal 1. prioiritet | 63 | 66 | 64 | 49 | Ikke tilgængelig |
Optag BA | 19 | 16 | 16 | 11 | 13 |
De færdiguddannede bachelorer vil kunne søge om optagelse på kandidatuddannelsen (Cand.jur.) på henholdsvis KU, AU, AAU og SDU (Odense). De færdiguddannede bachelorer vil desuden kunne søge optagelse på kandidatuddannelsen (Cand.jur.) i Esbjerg forudsat at denne uddannelsesansøgning imødekommes.
Det bemærkes i den forbindelse, at SDU, parallelt med denne ansøgning, søger om godkendelse af en cand.jur.-uddannelse i Esbjerg. Denne vil dog først skulle starte op tre år efter det første fulde gennemløb af bacheloruddannelsen i jura i Esbjerg.
Forventet årligt bacheloroptag: 50
Aftagerne fra aftagerundersøgelsen har givet udtryk for, at der vil kunne tilbydes 25-53 projektorienterede forløb (praktikophold). Antallet af projektorienterede forløb giver en indikation af det lokale erhvervslivs forventelige engagement i uddannelsen. Forpligtende aftaler om samarbejder er en forudsætning for udbuddet af uddannelsen.
Denne ansøgning indsendes i forlængelse af den politiske aftale af 25. juni 2021 om rammerne for flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark.
Ansøgningen skal desuden ses i forlængelse af henvendelsen til Forsknings- og uddannelsesministeren af 21. april 2020 og bør ses i sammenhæng hermed og med iagttagelse af de forudsætninger, som denne henvendelse indeholder. Kopi af denne henvendelse kan findes i det vedhæftede bilag.
Det skal i den forbindelse bemærkes, at SDU på daværende tidspunkt valgte ikke at følge op på henvendelsen ved indsendelse af en uddannelsesansøgning. Dette var primært begrundet i økonomiske forhold, hvor SDU på daværende tidspunkt fandt, at et uddannelsesudbud i Esbjerg ikke var økonomisk bæredygtigt.
Det forventede etableringstilskud på samlet 10 mio. kr. frem til 2026 forventes at kunne dække en række etableringsomkostninger, men herefter må det må herefter forventes, at udbuddet vil generere et underskud, såfremt det alene skal baseres på STÅ-indtægter.
Såfremt dette underskud ikke kan finansieres et andet sted fra, vil det have betydelige negative konsekvenser for Juridisk Institut.
Tilsvarende skal det bemærkes, at Juridisk Institut vurderer, at der med henblik på at sikre en velfungerende og lokalt forankret uddannelse af høj faglig kvalitet og med mulighed for løbende interaktion mellem studerende og undervisere vil være behov for at opbygge et juridisk forskningsmiljø i Esbjerg knyttet til det eksisterende i Odense. Der vil derfor være behov for rekruttering af et større antal nye medarbejdere.
Af hensyn til projektets bæredygtighed vil det være afgørende, at de nødvendige ansættelser af videnskabelige medarbejdere er sket, inden SDU udbyder uddannelsen første gang. Henset til de nuværende rekrutteringsudfordringer, som alle de juridiske miljøer i Danmark oplever, er de faktiske rekrutteringsmuligheder forbundet med stor usikkerhed.
Hvis Juridisk Institut ikke lykkes med at rekruttere det nødvendige antal videnskabelige medarbejdere til Esbjerg, vil det have en række negative konsekvenser for forskningsforankringen og dermed kvaliteten af uddannelsen. En sådan situation vil desuden have væsentlige negative konsekvenser for såvel den juridiske forskning som de juridiske uddannelser på campus i Odense.