Akademiuddannelse - Akademiuddannelse i sundhedspraksis - Københavns Professionshøjskole

Nyt udbud

København

Nej

Nej

Akademiuddannelse

Akademiuddannelse i sundhedspraksis

Academy Profession in Health Practice

AU i Sundhedspraksis

Academy Profession (AP) Degree in Health Practice

Det sundhedsfaglige område

Ansøgeren skal:

- have gennemført en af følgende uddannelser: En relevant erhvervsuddannelse, en relevant grunduddannelse for voksne (GVU), en gymnasial uddannelse eller en anden relevant uddannelse på mindst samme niveau som de tre uddannelser, der allerede er nævnt.

- have mindst 2 års relevant erhvervserfaring, som er opnået efter eller sideløbende med den adgangsgivende eksamen. Relevant erhvervser-faring er erfaring inden for sundhedsområdet og/eller inden for det sociale område.

Vi vil også optage ansøgere, som a) vi ud fra en konkret vurdering skønner, har uddannelsesmæssige forudsætninger, der kan sidestilles med en relevant adgangsgivende eksamen eller som b) har realkompetencer, som svarer til adgangsbetingelserne. Dette vurderer vi ved en individuel kompetencevurdering.

Adgangskravene er fastsat på baggrund af § 5 i ”Bekendtgørelse om videregående voksenuddannelser (Akademiuddannelser)” BEK nr. 536 af 27/05/2013.

Nej

Dansk

Nej

60

Ikke relevant – skal kun udfyldes ved ansøgning om ny uddannelse.

Ikke relevant – skal kun udfyldes ved ansøgning om ny uddannelse.

Ikke relevant – skal kun udfyldes ved ansøgning om ny uddannelse.

Akademiuddannelsen i Sundhedspraksis benytter det censorkorps, som er godkendt af FIVU, inden for fagområdet ”velfærd, undervisning og sundhed”. Jf. Bekendtgørelse om videregående voksenuddannelser.

Bilag 1 Ansøgning om prækvalificering til udbud af Akademiuddannelsen i Sundhedspraksis - FINAL.pdf

En række aktuelle samfundsmæssige tendenser indikerer, at der er behov for et fagligt løft hos dem, der arbejder inden for social- og sundhedsområdet.

Disse tendenser er:

Nye videnskabelige og teknologiske landvindinger.
Der bliver løbende udviklet nye behandlingsmuligheder og medikamenter som følge af den videnskabelige og teknologiske udvikling inden for sundhedsområdet. Denne udvikling betyder, at social- og sundhedspersonalet kontinuerligt har brug for kompetenceudvikling i forhold til den nye viden og de nye opgaver, som følger af udviklingen. (Jf. Fra opgaveglidning til opgaveoverdragelse; Sidsel Vinge; Dansk Sundhedsinstitut; november 2009).

Opgaveglidning fra hospitaler til kommuner.
Hospitalerne arbejder med kortere indlæggelser og mere ambulant behandling. Det har den konsekvens, at flere og nye opgaver er flyttet til det nære sundhedsvæsen i kommunerne, hvor de skal løftes af et social- og sundhedspersonale, som ikke tidligere har arbejdet med disse opgaver. (Jf. Fremtidens plejeopgaver i Sygehusvæsenet; Sidsel Vinge; Dansk Sundhedsinstitut; maj 2010).

Opgaveglidning mellem sundhedsprofessionelle.
Der finder også en opgaveglidning sted mellem de sundhedsprofessionelle. På hospitalerne mellem læger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter og i kommunerne mellem sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. Opgaveglidningen i kommunerne forstærkes af, at der er blevet færre sygeplejersker i kommunerne.

Opgaveglidningen har betydet, at både sygeplejersker på hospitaler og social- og sundhedsmedarbejdere på både hospitaler og i kommuner har overtaget nye og mere komplekse opgaver. Som en konsekvens har regionerne udviklet en række nye uddannelser, som skal aflaste sygeplejerskerne ved at understøtte opgaveglidningen, fx uddannelser inden for operationsteknik og mammografi. Der er dog tale om små uddannelser, som ikke for alvor kan sikre den nødvendige opkvalificering af et tilpas stort personale. Der er altså behov for yderligere uddannelse. (Jf. Fremtidens plejeopgaver i Sygehusvæsenet; Sidsel Vinge; Dansk Sundhedsinstitut; maj 2010).

Mangel på arbejdskraft.
Det er en generel tendens, at social- og sundhedsmedarbejdere søger væk fra faget. Dette gælder særligt i Region Hovedstaden, hvor det i højere grad end i de øvrige danske regioner ses, at social- og sundhedsmedarbejdere skifter fag. (Jf. Social- og Sundhedsansattes veje på arbejdsmarkedet; AKF; 2010). Samtidig betyder den demografiske udvikling, at der kommer færre mennesker i den arbejdsdygtige alder.

Det betyder, at medarbejdergrupper inden for social- og sundhedsområdet forventes at blive en mangelvare, hvis det nuværende niveau og den nuværende kvalitet i de offentlige social- og sundhedsydelser skal sikres. (Jf. Social- og Sundhedsansattes veje på arbejdsmarkedet; AKF; 2010).

Her fungerer uddannelse som en tredelt løsning, idet uddannelse øger sandsynligheden for, at social- og sundhedsmedarbejderne bliver i faget frem for at søge væk (jf. Social- og Sundhedsansattes veje på arbejdsmarkedet; AKF; 2010). Samtidig medvirker uddannelse til, at social- og sundhedsmedarbejdere kan løfte flere og mere komplekse opgaver. Endelig medvirker uddannelse til at skabe en bedre og bredere rekruttering af social- og sundhedsmedarbejdere. (Jf. Fremtidens plejeopgaver i Sygehusvæsenet; Sidsel Vinge; Dansk Sundheds-institut; maj 2010).

Større efterspørgsel hos borgere og patienter.
De danske borgeres og patienters efterspørgsel efter social- og sundhedsydelser er steget. Dette skyldes en kombination af, at der er flere ældre og flere kronikere – men også en anden og øget forventning i befolkningen om, til hvad og hvordan der ydes social- og sundhedsydelser (og en politisk honorering af denne ændrede forventning). (Jf. Fra opgaveglidning til opgaveoverdragelse; Sidsel Vinge; Dansk Sundhedsinstitut; november 2009).


Områder, hvor social- og sundhedsassistenter har brug for faglige løft:

På baggrund af de tendenser, som er beskrevet ovenfor, er det muligt at identificere en række konkrete områder, hvor social- og sundhedsassistenter har brug for faglige løft af deres kompetencer. Vi vil her pege på en række af de væsentligste og derefter sammenholde dem med det faglige indhold i Akademiuddannelsen i Sundhedspraksis og de vurderinger, som kommuner, hospitaler og private udbydere i Region Hovedstaden har givet i vores behovsundersøgelse (se bilag 1). Disse konkrete områder er:

Sundhedspædagogik
Der er behov for at udvikle social- og sundhedsassistenters kompetencer, så de på en pædagogisk måde er i stand til at udtrykke forventninger og understøtte social- og sundhedsarbejdet hos den enkelte borger og patient. Det gælder fx inden for hjælp til selvhjælp, som er et grundlæggende princip i regler om praktisk bistand og personlig pleje i den sociale lovgivning. (Jf. Hjælp til selvhjælp eller service i hjemmeplejen. Hvordan er praksis og er der en virkning?; AKF; 2011). Dette behov skærpes yderligere af, at 2/3 af sundhedspersonalet efterspørger sundhedspædagogiske rådgivningskompetencer, som de kan bruge, når de skal rådgive borgerne om sundhedsadfærd. (Jf. Sundhedspersonalets rådgivning om sundhedsadfærd - en kortlægning og analyse; DSI Institut for Sundhedsvæsen; juni 2006).

Rehabilitering
Der er behov for, at medarbejdere i den almindelige hjemmepleje opkvalificeres i forhold til bedre at kunne varetage tiltag inden for hverdagsrehabilitering. (Jf. Kortlægning af kommunernes erfaringer med rehabilitering på ældreområdet; Socialstyrelsen; Maj 2013). Hjemmehjælpskommissionen anbefaler, at behovet for større kompetencer inden for rehabilitering mødes gennem at sikre medarbejdere adgang til relevante uddannelser. (Jf. Fremtidens hjemmehjælp – ældres ressourcer i centrum for en sammenhængende indsats; Hjemmehjælps-kommissionen; juli 2013).

Det samme billede tegner sig i en undersøgelse blandt FOA’s medlemmer i ældreplejen. Her tilkendegiver 70 %, at de arbejder med hverdagsrehabilitering, mens kun halvdelen (54 % af de 70 %) har fået tilbudt kompetenceudvikling om hverdagsrehabilitering. (Jf. Det siger FOA-medlemmer i ældreplejen om hver-dagsrehabilitering; FOA Kampagne og Analyse, februar 2013).

Specialiserede kliniske funktioner
Med den dobbelte opgaveglidning (fra hospital til kommune og fra sygeplejerske til social- og sundhedsmedarbejder), er der både potentiale og behov for, at social- og sundhedsassistenter varetager mere specialiserede kliniske funktioner inden for hjemmeplejen. Det kan eksempelvis være inden for områder som demens, forflytning, fald, sårpleje- og behandling, administration af medicin, tidlig opsporing, smertelindring med mere. Det kræver dog et uddannelsesløft af medarbejdergruppen. (Jf. Social- og sundhedsassistent – en profil i bevægelse; Teknologisk Institut; juni 2007). Dette bekræftes fx konkret af en undersøgelse blandt FOA’s medlemmer i hjemmeplejen. Den viser, at 90 % af medlemmerne, der arbejder i hjemmeplejen, møder borgere med demens – og ud af disse føler 71 %, at de kun i nogen grad eller i lav grad har den fornødne viden om og erfaring med demens til at arbejde med demente borgere. (Jf. Det siger FOA-medlemmer i hjemmeplejen om arbejdet hos demente borgere; FOA Kampagne og Analyse, januar 2012).

Tværfagligt samarbejde
Den dobbelte opgaveglidning og en anden og mere tværfaglig organisering i kommunerne med fx sundhedscentre kræver, at social- og sundhedsmedarbejdere i højere grad skal indgå i tværfagligt samarbejde. Det er væsentligt, at social- og sundhedsassistenter bliver bedre rustet til at håndtere det kollegiale samarbejde om fælles faglige områder. (Jf. Social- og sundhedsassistent – en profil i bevægelse; Teknologisk Institut; juni 2007).

Relationsarbejde
Den større efterspørgsel på sundhedsydelser – kombineret med den dobbelte opgaveglidning – stiller krav om, at social- og sundhedsassistenter i større udstrækning indgår i det til tider vanskelige relationsarbejde med både borgere, patienter og pårørende. (Jf. Social- og sundhedsassistent – en profil i bevægelse; Teknologisk Institut; juni 2007).

Dokumentation
Der har i en længere periode været et styrket fokus på styring af tid og dokumentation af egen tidsanvendelse i kommuner og på hospitaler. Samtidig af-stedkommer behovet for de styrkede kliniske kompetencer et stadig større krav til systematisk at observere og formidle disse observationer til andre. (Jf. Social- og sundhedsassistent – en profil i bevægelse; Teknologisk Institut; juni 2007).

Psykiatriske problemstillinger
Social- og sundhedsassistenter har brug for kompetenceudvikling inden for det psykiatriske område. 97 % af FOA’s medlemmer, der arbejder i hjemmeplejen, møder i deres daglige arbejde borgere med psykiske problemer. Ud af disse føler 79 %, at de har brug for at blive bedre rustet til at skaffe hjælp til borgerne. (Jf. Det siger FOA-medlemmer i hjemmeplejen om deres muligheder for at hjælpe borgere med psykiske problemer; FOA Kampagne og Analyse, april 2012). Samtidig afstedkommer det politiske mål om mindre tvang i psykiatrien et behov for flere og bedre uddannede medarbejdere. (Jf. Scenarier for bedre psykiatrisk behandling; Dansk Sundhedsinstitut, juni 2012).


Akademiuddannelsen i Sundhedspraksis kan imødekomme behovene for faglige løft.

Nedenfor præsenterer vi de områder, hvor social- og sundhedsassistenter har brug for faglige løft og sammenholder dem med a) den behovsundersøgelse, vi har foretaget blandt Region Hovedstadens 29 kommuner, 9 hospitaler, Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og to store private leverandører af social- og sundhedsydelser (se bilag 1) og b) de moduler i Akademiuddannelsen i Sundhedspraksis, som kan adressere de identificerede kompetenceudviklingsbehov.


Sundhedspædagogik
a) Andel respondenter som angiver, at social- og sundhedsassistenter i høj eller nogen grad har behov for kompetenceudvikling inden for området: 91,7 %

b) Moduler fra Akademiuddannelsen i Sundhedspraksis, som kan imødekomme behovet for kompetenceudvikling: Det valgfri modul ”Pædagogik og kommunikation” & det obligatoriske afgangsprojekt


Rehabilitering
a) Andel respondenter som angiver, at social- og sundhedsassistenter i høj eller nogen grad har behov for kompetenceudvikling inden for området: 87,5 %

b) Moduler fra Akademiuddannelsen i Sundhedspraksis, som kan imødekomme behovet for kompetenceudvikling: Det valgfri modul ”Tværfaglige indsatsområder” & det obligatoriske afgangsprojekt


Specialiserede kliniske funktioner fx demens, sårpleje og smertelindring
a) Andel respondenter som angiver, at social- og sundhedsassistenter i høj eller nogen grad har behov for kompetenceudvikling inden for området: 87,5 %

b) Moduler fra Akademiuddannelsen i Sundhedspraksis, som kan imødekomme behovet for kompetenceudvikling: Det valgfri modul ”Tværfaglige indsatsområder” & det obligatoriske afgangsprojekt


Tværfagligt samarbejde
a) Andel respondenter som angiver, at social- og sundhedsassistenter i høj eller nogen grad har behov for kompetenceudvikling inden for området: 91,7 %

b) Moduler fra Akademiuddannelsen i Sundhedspraksis, som kan imødekomme behovet for kompetenceudvikling: Det valgfri modul ”Sammenhængende forløb” & det obligatoriske afgangsprojekt samt deltagelse i samundervisning med andre faggrupper


Relationsarbejde
a) Andel respondenter som angiver, at social- og sundhedsassistenter i høj eller nogen grad har behov for kompetenceudvikling inden for området: 95,8 %

b) Moduler fra Akademiuddannelsen i Sundhedspraksis, som kan imødekomme behovet for kompetenceudvikling: Det obligatoriske modul ”Professionel praksis”, det valgfri modul ”Omsorgs- og relationsarbejde”, det valgfri modul ”Pædagogik og kommunikation”, det valgfri modul ”Socialpædagogik og psykiatri” & det obligatoriske afgangsprojekt


Dokumentation
a) Andel respondenter som angiver, at social- og sundhedsassistenter i høj eller nogen grad har behov for kompetenceudvikling inden for området: 87,5 %

b) Moduler fra Akademiuddannelsen i Sundhedspraksis, som kan imødekomme behovet for kompetenceudvikling: Det obligatoriske modul ”Kvalitetsudvikling og dokumentation” & det obligatoriske afgangsprojekt


Psykiatriske problemstillinger
a) Andel respondenter som angiver, at social- og sundhedsassistenter i høj eller nogen grad har behov for kompetenceudvikling inden for området: 83,3 %

b) Moduler fra Akademiuddannelsen i Sundhedspraksis, som kan imødekomme behovet for kompetenceudvikling: Det valgfri modul ”Socialpædagogik og psykiatri” & det obligatoriske afgangsprojekt


Der er altså et stort behov for kompetenceudvikling af social- og sundhedsassistenter. Inden for alle de identificerede faglige områder vurderer respondenterne, at der i høj eller i nogen grad er behov for kompetenceudvikling af social- og sundhedsassistenter. Samtidig er det muligt at adressere alle de faglige områder med et eller flere moduler fra Akademiuddannelsen i Sundhedspraksis.

Der er mange forskellige potentielle ansøgere til det nye udbud.

De potentielle ansøgere til det nye udbud af Akademiuddannelsen i Sundhedspraksis er ansatte inden for social- og sundhedsområdet.

Den primære målgruppe er:
- Social- og sundhedsassistenter

Herudover er udbuddet også relevant for andre inden for social- og sundhedsområdet, som med uddannelsen vil få løftet eller styrket deres kompetencer. Det kan være:

- Tandklinikassistenter
- Kliniske tandteknikere
- Hospitalstekniske assistenter
- Lægesekretærer
- Sundhedsservicesekretærer
- Paramedicinere
- Portører
- Fodterapeuter
- Farmakonomer
- Social- og sundhedshjælpere

Udbuddet kan også være relevant for en mindre gruppe af professionsbachelorer så som sygeplejersker, fysioterapeuter og ergoterapeuter, som ønsker et eller flere særlige valgfag. Disse grupper vil dog primært tage en diplom- eller masteruddannelse.


Det nye udbud får kun mindre konsekvenser for rekrutteringsgrundlaget til beslægtede uddannelser.

Den primære målgruppe til det nye udbud af Akademiuddannelsen i Sundhedspraksis er social- og sundhedsassistenter. Derfor vil vi i vurderingen af konsekvenserne for rekrutteringsgrundlaget til beslægtede uddannelser forholde os til de eksisterende uddannelser, som er af relevans for social- og sundhedsassistenter.

Der er to grupper af relevante, beslægtede uddannelser til social- og sundhedsområdet. Den ene gruppe af beslægtede uddannelser er arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU). Den anden gruppe af beslægtede uddannelser er akademiuddannelser. Det udbud af akademiuddannelser, som er relevante for social- og sundhedsassistenter, er Akademiuddannelsen i Velfærdsteknologi i praksis, Akademiuddannelsen i Socialpædagogik og Akademiuddannelsen i Sundhedspraksis.


Det nye udbud får ikke konsekvenser for AMU.

AMU er kendetegnet ved at være kortere forløb, som henvender sig både til faglærte og til ufaglærte. AMU rekrutterer altså studerende, som ønsker kortere forløb på et lavere fagligt niveau om konkrete forhold som fx forflytning og speciallejring eller generel hygiejne i socialt og pædagogisk arbejde. Til forskel fra AMU har akademiuddannelsen fokus på et mere bredt kompetenceløft, som omhandler grundforståelse i at agere som sundhedsprofessionel. AMU og akademiuddannelser opfylder altså to forskellige behov, og et nyt udbud af Akademiuddannelsen i Sundhedspraksis vil derfor ikke påvirke rekrutteringsgrundlaget til AMU til social- og sundhedsområdet.


Det nye udbud får ikke konsekvenser for det eksisterende udbud af Akademiuddannelsen i Velfærdsteknologi i praksis.

Hvad angår Akademiuddannelsen i Velfærdsteknologi i praksis, så er formålet med uddannelsen at kompetenceudvikle de studerende inden for arbejdet med velfærdteknologi, herunder hvordan de benytter den, vurderingen af dens kvalitet og anvendelighed etc. Derfor er der ingen indholdsmæssige sammenfald med Akademiuddannelsen i Sundhedspraksis. Hertil kommer, at Akademiuddannelsen i Velfærdsteknologi i praksis ikke udbydes i Region Hovedstaden. Et nyt udbud af Akademiuddannelsen i Sundhedspraksis vil derfor ikke påvirke rekrutteringsgrundlaget til Akademiuddannelsen i Velfærdsteknologi i praksis.


Det nye udbud kan få mindre konsekvenser for det valgfri modul om psykiatri i det eksisterende udbud af Akademiuddannelsen i Socialpædagogik.

Akademiuddannelsen i Socialpædagogik udbydes ét sted i Region Hovedstaden, på UCC. Uddannelsens primære fokus er socialpædagogiske metoder og socialpædagogisk udviklingsarbejde, hvilket ikke falder sammen med Akademiuddannelsen i Sundhedspraksis. Der er dog et mindre sammenfald i form af et valgfrit modul i psykiatri. Derfor kan et nyt udbud af Akademiuddannelsen i Sundhedspraksis få den konsekvens, at der vil blive en mindre søgning til det valgfri modul i psykiatri i Akademiuddannelsen i Socialpædagogik.


Det nye udbud kan få mindre konsekvenser for det eksisterende udbud af Akademiuddannelsen i Sundhedspraksis.

Hvad angår Akademiuddannelsen i Sundhedspraksis er der et eksisterende udbud af uddannelsen i Region Hovedstaden, som ligger hos KEA. Et nyt udbud af Akademiuddannelsen i Sundhedspraksis kan påvirke rekrutteringsgrundlaget for KEA sådan, at KEA vil opleve en mindre søgning.

Der er dog en række forhold, som indikerer, at en sådan mindre søgning vil være begrænset. Disse er:

- at gruppen af social- og sundhedsassistenter er forholdsvis stor i regionen og særligt i kommunerne. Jf. nedenfor arbejder der samlet i Region Hovedstaden 8.957 social- og sundhedsassistenter i henholdsvis kommuner og region.

- at behovet for at kompetenceudvikle den store gruppe af social- og sundhedsassistenter er relativt konstant, da både den videnskabelige udvikling med nye behandlingsformer og den organisatoriske udvikling med dobbelt opgaveglidning løbende fordrer ny viden og nye færdigheder.

- at KEA og Metropol geografisk dækker forskellige områder i Region Hovedstaden. KEA har udbud i Hillerød (den nordlige del af regionen) og i Ballerup (den vestlige del af regionen). mens vi i Professionshøjskolen Metropol geografisk vil placere vores udbud i København, hvor Metropol allerede har uddannelser og undervisningsfaciliteter (den østlige del af regionen).

- at KEA og Metropol appellerer til forskellige målgrupper. KEA’s øvrige uddannelser og faglige miljøer er tekniske og merkantile og henvender sig til den enkelte medarbejder eller leder, som ønsker et individuelt kompetenceløft. I Metropol har vi i dag allerede professionsbacheloruddannelser til sygeplejerske, ergoterapeut, fysioterapeut, jordemoder og ernærings- og sundhedsområdet samt fire diplomuddannelser inden for sundhed, psykiatri, ældrearbejde og ernæring. Med base i disse eksisterende sundhedsfaglige miljøer har vi fokus på at tilbyde sammenhængende og målrettede uddannelsesforløb til hele områder og afdelinger i kommuner og på hospitaler, som giver uddannelsesmæssige svar på velfærdspolitiske opgaver inden for sundhedsområdet. Derfor arbejder vi også med strategiske partnerskaber og designer uddannelsesforløb specielt til hver aftager, sådan at vores uddannelser matcher deres specifikke behov.

- at Metropol vil henvende sig til uddannelsessøgende, som ønsker at indgå i et tværfagligt uddannelsesmiljø, både i kraft af den faglige bredde i vores eksisterende uddannelsesmiljøer og i kraft af den planlagte afvikling af akademiuddannelsen, som vi vil adressere til de mål-grupper, som er nævnt ovenfor.

- at Metropol vil etablere en uddannelsesmæssig sammenhæng ved at sammentænke akademiniveauet og diplomniveauet. Det efterspørges af kommuner, hospitaler og private udbydere i Region Hovedstaden, hvor 62,5 % af respondenterne angiver, at de i høj grad vurderer, at det er vigtigt, at deres sundhedsfaglige personalegruppers uddannelse indgår i en sammenhæng med hinanden. (Jf. vores behovsundersøgelse i bilag 1). Sammentænkningen vil både finde sted i udviklingen af uddannelserne fx i form af et fælles fagligt fokus og i afholdelsen af uddannelserne fx i form af kortere fælles forløb og gennemgående undervisere. Sammentænkningen giver de forskellige sundhedsprofessio-nelle medarbejdergrupper mulighed for faglig sparring på tværs og den understøtter samtidig implementeringen af den nye viden og de nye kompetencer, som de sundhedsprofessionelle medarbejdergrupper har opnået.

Vi forventer et årligt optag på minimum 580 ansøgere.

I dette afsnit tager vi udgangspunkt i den primære målgruppe af social- og sundhedsassistenter. Antallet af social- og sundhedsassistenter i regioner og kommuner fordeler sig som vist nedenfor. Antallet af social- og sundhedsassistenter i den private sektor er stadig forholdsvis begrænset (om end det potentielt er en voksende gruppe), og derfor er det ikke gengivet her (Jf. Social- og sundhedsansattes veje på arbejdsmarkedet; AKF; 2010).

Antal social- og sundhedsassistenter

I regionerne: 9.065
I Region Hovedstaden: 2.651
I kommunerne: 25.441
I kommunerne i Region Hovedstaden: 6.306

I alt i Region Hovedstaden og regionens kommuner: 8.957

Der er næsten 9.000 social- og sundhedsassistenter i kommuner og region i Region Hovedstaden. Heraf er cirka 2/3 ansat i kommunerne og den sidste 1/3 i regionen. (Kilde: Kommunernes og regionernes løndatakontor, seneste træk fra august 2013).

Antallet af social- og sundhedsassistenter i kommunerne er stigende og har været det over de sidste seks år. (Jf. Next Practice – Udvikling af det nære sund-hedsvæsen gennem bedre sundhedsuddannelser; KL; januar 2014). Hvis vi kaster et blik på deres uddannelsesmæssige status, så er det kun 2 % af FOA’s medlemmer (heriblandt social- og sundhedsmedarbejdere) som har gennemført en videregående uddannelse. Hertil kommer, at 40 % af FOA’s medlemmer i høj grad og 35 % af FOA’s medlemmer i nogen grad ønsker at uddanne sig yderligere. (Jf. Det siger FOA’s medlemmer om uddannelse; FOA Kampagne og Analyse; april 2012). Der er altså i gruppen selv et stort ønske om yderligere uddannelse.

I perioden 2010-2013 har KEA gennemsnitligt fået udbetalt 23 studenterårsværk (STÅ) inden for Akademiuddannelsen i Sundhedspraksis (jf. KEA’s årsrapporter i perioden 2010-2013). Det svarer anslået til, at cirka 140 studerende årligt gennemfører et modul på KEA. Det betyder, at der fortsat er en stor gruppe af social- og sundhedsassistenter, som vurderes af have brug for og som ønsker et eller flere moduler fra Akademiuddannelsen i Sundhedspraksis, men som ikke får dem.

Da kun 2 % af FOA’s medlemmer selv betaler for deres uddannelse (jf. Det siger FOA’s medlemmer om uddannelse; FOA Kampagne og Analyse; april 2012), er det relevant at spørge social- og sundhedsassistenternes kommunale, regionale og private arbejdsgivere om deres ønsker og forventninger til yderligere uddannelse til sundhedsmedarbejdere.

Ifølge en undersøgelse foretaget blandt ældrechefer i landets kommuner forventer 90 % af ældrecheferne fra kommunerne i Region Hovedstaden, at behovet for efteruddannelse inden for ældre- og sundhedsområdet i deres kommune vil være stigende inden for de næste fem år. Og 95 % af ældrecheferne fra kommunerne i Region Hovedstaden ser et behov for, at social- og sundhedspersonalet får nye kompetencer for at kunne varetage fremtidens arbejdsopgaver inden for ældre- og sundhedsområdet i deres kommune (jf. Telefoninterview blandt ældrechefer; Danske SOSU Skoler; oktober 2013).

Herudover har Professionshøjskolen Metropol som nævnt foretaget en behovsundersøgelse hos Region Hovedstadens kommuner, hospitaler, Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og to store private leverandører af social- og sundhedsydelser i Region Hovedstaden (se bilag 1). I behovsundersøgelsen angiver 75 % af respondenterne, at det i høj grad eller nogen grad er vigtigt for borgere og patienter, at social- og sundhedsassistenter modtager formel kompetencegivende videreuddannelse frem for fx kurser og temadage.

Den vurdering stemmer overens med, at de kommunale arbejdsgivere i 2013 rekvirerede kursusforløb til 1165 social- og sundhedsassistenter hos Sundheds-faglig- og Teknologisk Efter- og Videreuddannelse, Metropol. Og at de kommunale arbejdsgivere allerede i januar 2014 har rekvireret kursusforløb til 28 social- og sundhedsassistenter hos Sundhedsfaglig- og Teknologisk Efter- og Videre-uddannelse, Metropol, mens vi er blevet bedt om at afgive tilbud på forløb til yderligere 130 social- og sundhedsassistenter.

I langt de fleste af de 1165 tilfælde i 2013 ønskede de kommunale arbejdsgivere dog, at vi kunne tilbyde social og sundhedsassistenterne formel, kompetencegivende uddannelse frem for kurser. Derfor forventer vi, at de kommunale arbejdsgivere årligt vil efterspørge akademimoduler til minimum halvdelen af det antal social- og sundhedsassistenter, som de har købt kurser til i 2013, hvilket svarer til 580 social- og sundhedsassistenter årligt.

Ikke relevant.

Ja

Afslag

2014 - 1

Afgørelse_Metropol_AU sundhedspraksis.pdf