Erhvervsakademiuddannelse - Automationsteknolog AK - Erhvervsakademi Midt-Vest
Gymnasial eksamen - Matematik C
Relevant erhvervsuddannelse jf. Adgangsbekendtgørelsen (BEK nr. 45 af 21/01/2025)
Erhvervsuddannelse af mindst 3 års varighed med matematik C
Adgangseksamen til ingeniøruddannelserne
Ej relevant
Ej relevant
Ej relevant
Det danske arbejdsmarked er i gang med en omstilling, der vil accelerere kraftigt i de kommende år. Kunstig intelligens (AI) og den øvrige teknologiske udvikling betyder, at der kommer til at være et ekstraordinært behov for nye kompetencer indenfor praktisk talt alle sektorer.
På landsplan er der indenfor industrien en generel mangel på tekniske og digitale kompetencer, især inden for automatisering og industri 4.0. Ifølge en rapport fra IDA har kun ca. 30 % af danske produktionsvirksomheder en høj automatiserings- og digitaliseringsgrad, og 9 % har en meget høj grad af automatisering. Det er kun 15% af virksomheder med under 100 medarbejdere der ligger i den gruppe.
Midt- og Vestjylland har en høj koncentration af produktions- og industrivirksomheder med øget behov for specialiseret arbejdskraft inden for automatisering, robotteknologi og digitalisering. Rekrutteringsundersøgelser fra STAR (2025) viser, at virksomheder i regionen har betydelige udfordringer med at tiltrække kvalificerede medarbejdere til opgaver med programmering, styring og vedligehold af automatiserede anlæg. Den forgæves rekrutteringsrate (FRR) for Region Midtjylland var i juni på 24% iflg. STAR.
De nuværende udbud af automationsteknologuddannelsen i andre byer dækker ikke det lokale behov, da dimittender i begrænset omfang flytter til området.
Et udbud i Herning vil skabe en mere målrettet og regionalt forankret kompetenceforsyning, bidrage til at fastholde arbejdskraften i området og styrke virksomhedernes muligheder for at gennemføre den digitale og teknologiske omstilling, som er afgørende for vækst, konkurrenceevne og innovation i regionen. Det vil samtidig give mulighed for at uddanne unge og voksne, der ikke flytter fra Midt- og Vestjylland og give dem en mulighed for at få uddannelsesløft.
Et nyt udbud vil således både styrke den regionale udbudsbalance, jf. den politiske aftale fra juni 2021 om ”Flere og bedre uddannelsesmuligheder og styrke virksomhedernes muligheder for at gennemføre den digitale og teknologiske omstilling, som er afgørende for vækst, konkurrenceevne og innovation i Midt-Vestjylland.
Efterspørgslen efter automationsteknologer forventes at stige i takt med, at industrien investerer i ny teknologi, og uddannelsen understøtter samtidig nationale målsætninger om flere STEM-dimittender, som fremhævet i Teknologipagten. Regionalt er EAMVs udbudskommuner stærkt repræsenteret som vækstområder i en ny rapport fra konsulentfirmaet IrisGroup, ’Lokale erhvervspræstationer 2025’.
Flere store aktører har i støtteerklæringer bekræftet et akut behov for nyuddannede automationsteknologer og opkvalificering af eksisterende medarbejdere.
Som en effekt af rekrutteringsudfordringer til specialiserede jobfunktioner, søger virksomheder bredt efter kvalificerede medarbejdere, f.eks. søger virksomheden Orbital i Skjern aktuelt efter el-konstruktør til bæredygtige automationsløsninger. Virksomheden arbejder med grøn teknologi og automatisering – i jobopslaget søges bredt efter medarbejdere med en baggrund som stærkstrømstekniker, el-installatør, automationsingeniør, automationsteknolog eller lignende.
Desuden arbejder den selvejende institution Industriens Uddannelser, bestående af bl.a. Dansk Industri, Dansk Metal, Tekniq, Teknisk Landsforbund m.m. med en revision af erhvervsuddannelsen til automatiktekniker, baseret på en analyse af automatikteknikeres jobområder set i lyset af udviklingen inden for industriel automation.
Denne erhvervsuddannelse er en af de væsentlige indenfor rekrutteringsgrundlaget til automationsteknologuddannelsen.
Fra Region Midtjylland deltog virksomhederne Grundfos i Bjerringbro, FH Automation i Horsens, Stevanato Group Denmark i Silkeborg, Kamstrup i Stilling og Vestas Wind Systems i Videbæk i udarbejdelse af analysen.
Analysens faglige elementer blev afslutningsvis drøftet på Uddannelsescenter Ringkøbing-Skjern, som vil være en af fødekilderne til en nyt udbud af automationsteknologuddannelsen i EAMVs udbudsområde.
EAMV forventer en bestand på 50-60 studerende vil kunne supplere den efterspurgte arbejdskraft lokalt i en årrække.
Dette skøn er bl.a. baseret på EAMVs undersøgelse blandt lokale virksomheder, og behovsundersøgelsen i bilag 1.
Behovet er sandsynligvis større på sigt, idet der, som det fremgår af bilag 1, i Region Midtjylland i 2030 vil mangle 5.000 personer i arbejdsstyrken med en STEM-kompetence, heraf 40 % med en videregående uddannelse.
Regionen rummer mange små og mellemstore produktionsvirksomheder, der oplever store udfordringer med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft til vedligehold, PLC-, robot-, proces- og el-automation, og
Midt- og Vestjylland står derfor over for et markant og stigende behov for medarbejdere med kompetencer inden for automation, digitalisering og teknologisk udvikling.
Industrien i Region Midtjylland har en forgæves rekrutteringsrate på 31 % mod 17 % på landsplan, svarende til 2.680 forgæves rekrutteringsforsøg i perioden – næsten dobbelt så højt som gennemsnittet og markant over øvrige regioner.
Denne udvikling viser tydeligt, at der er store rekrutteringsudfordringer, som ikke kan løses med det nuværende udbud.
Behovsundersøgelsen er gennemført med udgangspunkt i EAMVs dækningsområde, hvor der aktuelt ikke findes et tilsvarende uddannelsestilbud. Undersøgelsen er baseret på 21 relevante virksomheder, Erhvervsråd, brancheorganisationer, kommuner mv.
Flere af virksomhederne har gennem støtteerklæringer tilkendegivet deres opbakning for og behov for kompetencer inden for automation.
Blandt de deltagende virksomheder er fx Velux, TCM-Group, Arla Foods, Færch A/S, og Init, suppleret af tekniske service- og energivirksomheder som TEKUM og CBRE.
Hertil kommer brancheorganisationer og erhvervsnetværk, herunder TL, TEKNIQ og ErhvervsForum Holstebro, Herning og Ikast-Brande Erhvervsråd, Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd mv.
Behovet understøttes af, at alle seks kommuner i EAMVs dækningsområde bakker markant op om uddannelsen.
Alle fremhæver entydigt, at et lokalt udbud vil være afgørende for at sikre adgang til specialiseret arbejdskraft og understøtte den teknologiske udvikling i området. Flere har tilkendegivet konkret interesse i at tilbyde praktikpladser, cases og afgangsprojekter i samarbejde med EAMV for at styrke koblingen mellem uddannelse og erhvervsliv.
I EAMVs dækningsområde findes enkelte beslægtede uddannelser på kvalifikationsramme 5 og 6, herunder el-installatør, produktionsteknolog og diplomingeniør i forretningsudvikling (BDE). Der er dog væsentlige forskelle på både uddannelsesniveau, indhold og ECTS-fordeling inden for automation.
Automationsteknolog-uddannelsen allokerer 45 ECTS (75 % af de nationale 60 ECTS) direkte til styring, regulering og robotteknologi, hvor de øvrige uddannelser enten har færre (Produktionsteknolog = 6 ECTS automation) eller helt andre primære fokusområder. Det dokumenterer en unik kompetenceprofil og reducerer risikoen for overlap i udbudsporteføljen.
BDE (niveau 6) har et helt andet fokus på strategi, ledelse og konceptudvikling, og er ikke en erstatning for den praksisnære teknologprofil. Beskæftigelsesgraden for beslægtede uddannelser er høj, og ingen er dimensionerede i dag, hvilket understøtter behovet for et yderligere teknisk udbud i regionen. Der vurderes ikke at være negative konsekvenser for eksisterende udbud, da automationsteknologuddannelsen dækker et kompetencebehov, der ikke adresseres af andre uddannelser og sikrer en mere målrettet tilgang til automatisering i virksomheder.
Der er i vores dæknings- og rekrutteringsområde delvist beslægtede uddannelser. Der er mellem uddannelserne forskelle på uddannelsesniveauet (kvalifikationsramme 5 og 6), ligesom der er væsentlige forskelle på de faglige områder.
For at belyse forskellene, bliver de sammenlignet herunder:
Automations-teknolog | El-installatør | Produktions-teknolog | Diplomingeniør i Forretningsudvikling (BDE – Business Development) | |
Kvalifikationsramme | 5 | 5 | 5 | 6 |
Omfang | 120 ECTS | 120 ECTS | 120 ECTS | 210 ECTS |
Adgangskrav |
Relevant uddannelse: Erhvervsuddannelse |
Relevant uddannelse: Erhvervsuddannelse |
Relevant uddannelse: Erhvervsuddannelse |
Relevant uddannelse: Gymnasial udd. EUX |
Fag og moduler |
PLC- og HMI Programmering Matematik/fysik El-teknik Maskin- og robotsikkerhed Projektledelse Struktureret programmering Procesregulering PLC-systemer Teknologi- og Projektudvikling Robotprogrammering og -konfiguration |
Bygningsinstallationer Bygningsautomation Bekendtgørelser og standarder Elforsyningsanlæg Projektledelse og Entreprisestyring Forretningsforståelse og virksomhedsdrift Kvalitet, sikkerhed, miljø Organisation/ledelse Kommunikations- og formidlingsteknik Teknisk beregning Teknisk dokumentation |
Produktudvikling Teknisk dokumentation Konstruktion Materiale- og fremstillingsprocesser Virksomhedsteknik Produktionsteknik Automatisering |
Anvendt matematik Personlige og sociale kompetence Afsætning og økonomi Markedsanalyse og metode Fysik Teknologibaseret konceptudvikling Projektledelse Forretningsudvikling med informationssystemer Strategi og investeringsanalyse Supply Chan Management Strategisk teknologi- og procesimplementering |
Primær beslægtet | 100% | Teknisk systemforståelse og lovgivning | Produktions- og procesforståelse samt optimering | Automatisering, robotteknologi, styring, regulering |
Ledighed i % (EAMV/Landsplan) |
(-/4,2) | (0,0/0,1) | (2,3/5,3) | (5,1/5,1) |
Dimensionering | Nej | Nej | NEj | NEj |
Videreuddannelse – bidrag til øget sammenhæng mellem uddannelsesniveauerne |
PB i Energimanagement PB i industriel 3D-print PB i Teknisk produktudvikling og teknisk integration PB i Innovation og Entrepreneurship |
PB i Teknisk produktudvikling og teknisk integration PB i Innovation og Entrepreneurship |
PB i industriel 3D-print PB i Innovation og Entrepreneurship |
|
Konsekvens for andre udbud | Ingen |
Som det ses af ovenstående, er der ikke nævneværdige faglige overlap mellem disse uddannelser. Største sammenfald er mellem Automationsteknolog og Produktionsteknolog, men ift. de emner der ligger under automationsfagene er der en væsentlig forskel i ECTS-belastningen, hvor Produktionsteknologuddannelsen har 6 ECTS, hvor Automationsteknologuddannelsen har minimum 40 ECTS.
Automationsteknologen har fokus på automation i industrien og i produktionsanlæg, hvor EL-installatøren arbejder med bygningsautomation.
Det vurderes derfor ikke, at et udbud af Automationsteknologuddannelsen på EAMV i Herning vil få konsekvenser for de øvrige udbud.
Rekrutteringsgrundlaget for studerende til automationsteknologuddannelsen på EAMV vurderes at være solidt.
Regionen har en stærk fødekæde fra erhvervsuddannelserne, særligt automatiktekniker, industritekniker, procesoperatør, elektronikfagtekniker samt beslægtede uddannelser, der udbydes på bl.a. Herningsholm Erhvervsskole og Uddannelsescenter Holstebro.
Hertil kommer studenter fra HTX, EUX og stx med teknisk interesse. Mange unge ønsker en praksisnær videregående uddannelse lokalt frem for at flytte mod de nuværende udbudssteder uden for regionen.
Uddannelsen giver samtidig faglærte voksne mulighed for opkvalificering på videregående niveau og skaber et naturligt næste skridt for dem, der vil kombinere deres erhvervsfaglige baggrund med automations- og digitaliseringskompetencer. Kombinationen af en stor teknisk fødekæde, høj efterspørgsel fra erhvervslivet og fraværet af et lokalt udbud giver et stærkt rekrutteringsgrundlag og forventes at tiltrække både unge og voksne studerende, sikre god optagelse og bidrage til at fastholde tekniske talenter i regionen.
Som tidligere anført, vil et udbud af automationsteknologuddannelsen ikke have konsekvenser for eksisterende udbud.
Som uddannet automationsteknolog er der en række videreuddannelsesmuligheder på professionsbachelorniveau.
Den fremtidige udformning af disse muligheder er i skrivende stund ikke endelig fastlagt ift. implementeringen af reform af professionsbachelor- og erhvervsakademiuddannelserne i Danmark.
Der er pt mulighed for relevante videreuddannelse på bacheloruddannelser:
EAMV udbyder PB i innovation & entrepreneurship i Herning,
EASV udbyder PB teknisk manager offshore i Esbjerg.
IBA udbyder PB i Industriel 3D-print i Kolding.
UCN i Aalborg og UCL i Odense udbyder PB i Energi Management
Desuden udbydes PB i produktudvikling & teknisk integration af UCN i Aalborg og UCL i Odense.
Derudover er der en bredt udbud af diplomuddannelser, både i Herning og Esbjerg.
Automationsteknologuddannelsen er jf. KOT’en i vækst på national plan.
2026 | 2027 | 2028 | |
Antal optagne | 20 | 25 | 30 |
Behovsundersøgelsen og de indhentede støtteerklæringer viser, at der er gode muligheder for at tilbyde praktikpladser til studerende på automationsteknologuddannelsen på EAMV.
En bred kreds af virksomheder har tilkendegivet interesse i at indgå samarbejde om praktikforløb, TCM Group, Arla Foods, Færch A/S, Init, Tekum, CBRE samt flere lokale produktions- og teknologivirksomheder. Virksomhederne efterspørger kompetencer inden for PLC- og SCADA-programmering, robotteknologi, systemintegration og procesoptimering, og de vurderer, at praktikanter kan bidrage direkte til konkrete projekter og driftsopgaver.
Flere virksomheder har erfaring med at tilbyde praktikophold og efterfølgende fastansættelser af tekniske profiler. Med det stærke erhvervsgrundlag og de mange virksomheder, der allerede har meldt sig som samarbejdspartnere, forventes der at være et solidt udbud af praktikpladser til studerende, der sikrer tæt kobling mellem teori og praksis og understøtter et højt beskæftigelsesniveau efter endt uddannelse.
Der har på EAMV i mange år været et større udbud af praktikpladser end praktikanter og tendensen går kun i retningen af, at det bliver endnu mere udtalt.
Vi har ifm. ansøgningen til automationsteknologuddannelsen inddraget Digital Transformation Lab, Aarhus Universitet, da der vil være samarbejdsområder til stor gavn for erhvervslivet i Midt- og Vestjylland.
Digital Transformation Lab (DTL) under Aarhus Universitet, Technical Sciences, arbejder med forskning og udvikling inden for digitalisering, kunstig intelligens, dataanalyse og automatisering i industrien. DTL har et stærkt fokus på at udvikle og teste nye teknologier i tæt samarbejde med virksomheder, hvor særligt små og mellemstore produktionsvirksomheder er i centrum.
Et samarbejde mellem DTL og EAMV’s kommende udbud af automationsteknologuddannelsen vil være gensidigt værdifuldt:
- For EAMV og de studerende:
Studerende kan få adgang til forskningsbaseret viden, state-of-the-art teknologi og demonstrationsprojekter på DTL.
Mulighed for at koble undervisning og projekter til aktuelle forsknings- og udviklingsaktiviteter, fx inden for digital twins, kunstig intelligens, dataopsamling og -analyse samt industriel IoT.
Projekter kan udvikles i samarbejde med DTL, hvilket styrker de studerendes kompetencer inden for nyeste digitale teknologier. - For DTL og Aarhus Universitet:
EAMV kan fungere som bindeled mellem forskningen på universitetet og de praksisnære udfordringer i virksomheder i Midt- og Vestjylland.
Automationsteknologstuderende kan bidrage som ”early adopters” i test- og demonstrationsprojekter, hvor ny teknologi skal anvendes i produktionsmiljøer.
EAMV’s tætte netværk til lokale SMV’er giver DTL en platform til at afprøve og udbrede resultater fra forskningen i en bredere, praksisnær kontekst. - For virksomhederne i regionen:
Et tæt samarbejde mellem DTL og EAMV kan sikre, at den nyeste forskning hurtigere finder vej til lokale virksomheder gennem studerende, dimittender og fælles projekter.
Virksomheder får adgang til både forskningsbaseret viden og praktisk orienterede kompetencer hos automationsteknologer, hvilket understøtter digitalisering, automatisering og grøn omstilling.
Samlet set kan samarbejdet skabe en stærk bro mellem forskning, uddannelse og praksis, hvor DTL bidrager med forskningshøjde og teknologisk udvikling, mens EAMV leverer praksisnær uddannelse og et tæt samarbejde med det regionale erhvervsliv. Dermed styrkes både kvaliteten af automationsteknologuddannelsen og virksomhedernes muligheder for at udnytte nye teknologiske løsninger i deres produktion.