Professionsbachelor - Cybersikkerhed - University College Nordjylland
- Adgang via gymnasial eksamen
Specifikke adgangskrav: Matematik B og Engelsk B
- Adgang via 3-årig erhvervsuddannelse
Specifikke adgangskrav: Matematik B og Engelsk B
De specifikke adgangskrav skal være bestået.
-
Ikke relevant
Ikke relevant
Ikke relevant
KEA dokumenterer i 2024 i uddannelsesansøgningen, at cybersikkerhed er den største bekymring i de danske virksomheder, at trusselsvurderingen mod Danmark er meget høj, og at der er behov for 600-800 dimittender årligt med kompetencer i cybersikkerhed nationalt. Det svarer til ca. 60-80 i Nordjylland. Dette behov er ikke dækket af eksisterende uddannelser, hvilket medfører en stigende kompetence- og rekrutteringsudfordring (bilag).
IT-Barometer 2024 viser, at cybersikkerhedsbranchen er i vækst, at 40% efterspørger kompetencer indenfor sikkerhed, og at manglen på samme er en barriere for vækst. I 2023 var der 107.330 ansatte, og der er behov for langt flere (Deloitte 2024). Implementeringen af EU-direktivet, NIS2, i virksomhederne understøtter dette.
Nordjylland halter bagud ift. cybersikkerhed. Hverken det offentlige eller industrivirksomhederne – Nordjyllands to største sektorer – har styr på de mest basale it-sikkerhedsforanstaltninger (bilag).
UCN vurderer, pba. dialog med erhvervssamarbejder, eksterne analyser, uddannelsesudvalget for it-uddannelserne på UCN, interesseorganisationer, a-kasser, fagforeninger, jobopslag, forskning, samt vores behovsanalyse i 2018 for vores eksisterende PBO i It-sikkerhed, at der er behov for uddannelsen i Nordjylland.
19 virksomheder og organisationer har entydigt erklæret, at Nordjylland mangler kompetencer indenfor cybersikkerhed. 37 virksomheder indgår via forskning, der dokumenterer behovet yderligere.
UCN’s uddannelsesudvalg for it-uddannelserne udtrykker bekymring over, at overbygningsuddannelsen PBO i It-sikkerhed nedlægges med sidste optag i 2027/2028, og et samlet udvalg indstiller, at UCN sikrer, at den nødvendige, uddannede arbejdskraft er til rådighed i Nordjylland, hvorfor det er nødvendigt at igangsætte et nyt udbud.
Flg. citater er fra erklæringer i bilaget ”Dokumentation af efterspørgsel på PBA i Cybersikkerhed i Nordjylland”, som tydeliggør, at både det offentlige og det private efterspørger flere og bedre kompetencer indenfor cybersikkerhed, og at nordjyske industri- og produktionsvirksomheder er mindre digitaliserede end resten at landet pga. mangel på kompetencer:
”Som en virksomhed geografisk spredt over et stort område og dermed med mange it-installationer og opkoblinger, er det særligt vigtigt, at vi har en solid viden blandt vores medarbejdere om, hvordan sikkerhed inkorporeres i alt, hvad vi gør… Vi har lokalt brug for flere i fremtiden, som har taget uddannelse indenfor cybersikkerhed og hvis man er uddannet lokalt, er der en større chance for, at vi som lokalt erhvervsliv kan finde kvalificerede personer at ansætte.”
Kristian Thulesen Dahl, CEO, Port of Aalborg
”Vi oplever, at det er svært at finde medarbejdere med de rette kompetencer inden for cybersikkerhed, og ser derfor et stort behov for, at der uddannes flere inden for området og gerne lokalt… Når dimittenderne er færdiguddannede, ser vi frem til at rekruttere dem til stillinger, hvor de kan bruge deres viden og kompetencer, samt bidrage til at styrke vores forsyning. På baggrund af den store vigtighed af cybersikkerhed og behov for kompetente specialister, vi klart anbefale, at uddannelsen fremadrettet kan tilbydes hos UCN.”
Jesper Høstgaard-Jensen, Kst. Administrerende Direktør, Aalborg Forsyning
”Aalborg Lufthavn er dybt afhængig af en lang række IT-systemer samt infrastruktur for at kunne opretholde en normal og stabil drift, og derved få både fly og passagerer afsted til tiden. Vi ser professionsbacheloruddannelse i cybersikkerhed på UCN som et yderst vigtigt og relevant tiltag til at imødekomme branchens behov fremadrettet… Når dimittenderne er færdiguddannet, forventer vi at kunne bruge deres kompetencer til at sikre alt fra betalingsterminaler til kompleks netværkstrafik på tværs af check-in-systemer”
Niels Kjær Hemmingsen, Lufthavnsdirektør/CEO, Aalborg Lufthavn
”Cybersikkerhed er vigtig for os… Derfor ser vi en klar fordel i at kunne ansætte kandidater med en Cybersikkerhed-bacheloruddannelse… Vi tager også meget gerne imod praktikanter fra uddannelsen, så de kan få hands-on-erfaring i en international og teknisk specialiseret kontekst.”
Jan Robert Ekstrøm, Group IT Business Partner, Svanehøj
PBA i Cybersikkerhed ”directly addresses the needs we see in the industry.”
Mette Kellberg Jensen, Head of People and Culture, XCI A/S
”Den nylige implementering af NIS2”-direktivet i Danmark har yderligere understreget behovet for kompetencer inden for cybersikkerhed… Ved at etablere uddannelsen i Nordjylland vil vi kunne sikre tilgængeligheden af højt kvalificerede specialister, som kan støtte virksomheder i at navigere i de komplekse og dynamiske trusler, de står over for i dag. Uddannelsen vil være en direkte investering i at styrke den digitale robusthed og konkurrenceevne i regionen.”
Peter Birkegaard, Formand for Dansk Industri, Aalborg
”Det nordjyske erhvervsliv står midt i en omfattende digital transformation, hvor både private og offentlige aktører i stigende grad efterspørger specialiserede kompetencer inden for digital forretningsudvikling og cybersikkerhed… Samtidig er cybersikkerhed blevet en forudsætning for drift og innovation i stort set alle sektorer. Den foreslåede professionsbachelor i Cybersikkerhed vil uddanne specialister, der kan arbejde med både tekniske og organisatoriske aspekter af informationssikkerhed – fra netværk og software til governance og risikostyring. Det er kompetencer, som i dag er i mangel, og som er afgørende for at beskytte både kritisk infrastruktur og følsomme data i en stadig mere kompleks virkelighed.”
Per Bach Laursen, Formand for Business Region North og Borgmester i Vesthimmerlands Kommune
”Der er et voksende behov for specialiserede medarbejdere, som kan sikre, at grønne teknologier og bæredygtige systemer udvikles og driftes under sikre forhold. Professionsbacheloruddannelsen i cybersikkerhed – med dens fokus på både governance, software- og datasikkerhed samt automation – matcher netop de behov, vores medlemmer oplever i arbejdet med bæredygtige løsninger.”
Line Boel Tversted, Network Facilitator, Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling
”I Nordjylland står vi overfor den udfordring, at Nordjyske produktionsvirksomheder i mindre grad er digitaliserede virksomheder end resten af landet… Cybersikkerhed er et afgørende element i, at kommunerne kan levere de mange velfærdsydelser til vores borgere. Derfor ser vi ind i en fremtid, hvor vi kommer til at skulle bruge flere kompetencer på området omkring cybersikkerhed, hvorfor vi har brug for de nødvendige uddannelsesmuligheder.”
Lasse Frimand Jensen, Formand, og Mogens Christen Gade, Næstformand, KKR Nordjylland
”Cybersikkerhed er et strategisk vigtigt område for erhvervsvirksomheder i Nordjylland… Den stigende digitalisering og de komplekse trusler mod it-infrastruktur stiller store krav til virksomhedernes evne til at beskytte deres data og systemer. Der er derfor et markant behov for specialiseret arbejdskraft med kompetencer inden for netværkssikkerhed, governance, trusselsvurdering og sikkerhedsledelse… Vi betragter uddannelsen som en vigtig investering i fremtidens digitale robusthed og konkurrenceevne og bakker derfor op om etableringen af uddannelsen.”
Lars Erik Jønsson, Administrerende Direktør, Erhvervshus Nordjylland
”… der er et generelt og fortsat sigende behov for flere it-specialister med kompetencer indenfor it-sikkerhed… Området omkring Aalborg og resten af Nordjylland har en stor mængde små og store it-virksomheder, der søger disse kompetencer”
Mathilde Kirk Damsgaard, PROSA
”Cybersikkerhed er centralt for vores infrastruktur i både offentlig og privat regi og derfor giver det mening, at UCN også får dette udbud, så vores medlemmer kan opkvalificere sig…. På det private område har vi rigtigt mange medlemmer i store virksomheder, hvor sikkerhed er i højsædet. KMD, Kyndryl, Mapspeople og ATEA er blot nogle af vores arbejdspladser, men også store produktions og teknologitunge arbejdspladser i eller tæt på Nordjyllands geografiske område.”
Christina Madsen Kristiansen, Afdelingsformand, HK Nordjylland
Ovenstående underbygger den eksisterende viden, som vi har indenfor udviklingen i it- og cybersikkerhed. Ved oprettelsen af overbygningsuddannelsen i It-sikkerhed dokumenterede UCN i 2018 behovet ved direkte involvering af Dolle, Trackunit, Labtech, Danphone, KMD, Trifork, Spar Nord og NetIP. Dertil bidrog BrainsBusiness (i dag DigitalLead) på vegne af 150 nordjyske virksomheder indenfor IKT-erhvervet, som det tredjestørste IKT-miljø i Danmark med godt 10.000 arbejdspladser.
Behovet er siden da kun vokset, og regionalt har vi i dag velfungerende samarbejder med over 70 praktiksteder alene indenfor it-sikkerhed, som vi forventer at kunne udvikle yderligere med PBA i Cybersikkerhed. Endvidere forventer at kunne etablere helt nye samarbejder med afsæt i cybersikkerhedstruslen.
UCN’s nyeste forskning (2024) baseret i de nordjyske produktionsvirksomheder viser, at disse overvejende ikke arbejder systematisk med digitalisering, og at it-sikkerhed ikke spiller nogen stor rolle i virksomhedernes bevidsthed; Fx har kun et fåtal et system til at holde overblik over produktionen og 85 % stiller ikke krav til leverandører af produktionsudstyr. Dette er ret bekymrende, da angreb i forsyningskæden er en alvorlig trussel. Det er vigtigt for virksomhederne, at medarbejderne er ”med på rejsen”, og forskningen konkluderer, der er et kompetencebehov, som virksomhederne har brug for at udvikle inkrementelt indefra.
Et forsigtigt skønnet behov er 70 dimittender årligt.
Dette baserer sig på flg.:
- PROSA fremhæver, at Nordjylland har mange små og store it-virksomheder, der søger de kompetencer, som PBA i Cybersikkerhed giver, samt at behovet er stigende
- Behovserklæringerne viser et entydigt behov for dimittenderne i Nordjylland
- Antallet af jobannoncer på Jobindex med søgeordet ”informationsteknologi”, der bredt definerer jobs i it-branchen, er fra 2019 til 2024 steget med knap 30%. Dette imens det samlede antal af alle jobannoncer er faldet både i Nordjylland og på landsplan; Dvs. et udtryk for et forholdsmæssigt øget jobudbud indenfor it
- Jobkategorien ”It-konsulent” har de seneste fire kvartaler har haft ”gode jobmuligheder” i Nordjylland (jf. Arbejdsmarkedsbalancen)
- De nuværende optag på PBO i It-sikkerhed og PBO i Softwareudvikling (som lukkes) er 65 årligt, hvoraf ca. 35 forventes at kunne konverteres
- Der findes ingen øvrige EA- og PBA-uddannelser i Nordjylland, som dækker behovet for cybersikkerhedskompetencer.
Se endv. bilag.
UCN har være i direkte dialog med 12 repræsentative interessenter fra både det offentlige og fra det private arbejdsmarked i Nordjylland. Disse har fremsendt erklæringer:
Aalborg Forsyning
Port of Aalborg
XCI A/S
Svanehøj
Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling
Business Region North
KKR Nordjylland
Erhvervshus Nordjylland
PROSA
HK Nordjylland
Dansk Industri
Aalborg Lufthavn
Endvidere har vi været i direkte dialog med uddannelsesudvalget for it-uddannelserne, som dækker Datamatiker, It-teknolog og overbygningsuddannelserne i It-sikkerhed og Softwareudvikling. Fra disse har vi modtaget individuelle tilkendegivelser fra samtlige, nuværende eksterne repræsentanter:
Labtech Data
Subaio
Ahlsell
Solita
Trifork Security
Vesthimmerlands Gymnasium
Institut for elektroniske systemer, AAU
Med et særligt fokus på industrien som sektor har UCN i 2024 publiceret forskning om cybersikkerhedsudfordringer i industri og produktion i Nordjylland og derigennem være i mundtlig/skriftlig dialog med 37 SMV’er. Respondenterne er alle relevante it-professionelle, product managers og HR-managere fra produktionsvirksomheder af stålkomponenter, møbler, industrielt køleudstyr og maskiner.
Ingen andre uddannelser har samme fagsammensætning og kompetenceprofil, og som praksisnært forener forretningsmæssige og tekniske fagelementer omkring cybersikkerhed.
Uddannelsen tilbyder afstigning til Operationel Cybersikkerhed (EA) efter to år.
Ug.dk angiver bl.a. flg. som beslægtede:
- It-teknolog (EA): Beskæftigelsesgrad: 52,3% (DK 46,4%). 32.9% læser videre
- Datamatiker (EA): Beskæftigelsesgrad: 49,1% (DK 56,1%). 32% læser videre
I disse uddannelser indgår cybersikkerhed ikke som begreb i studieordningen, og det forretningsmæssige aspekt mangler også, men der undervises i begrænset omfang i it-sikkerhed.
Begge er pt. ledighedsbaseret dimensioneret.
På BA-niveau nævner ug.dk to beslægtede uddannelser, som har sidste optag i 2027/2028:
- PBO i It-sikkerhed. Ledigheden er 7,7%, dvs. under landsgennemsnittet for videregående uddannelser på 8,8%. Beskæftigelsesgraden er 87%
- PBO i Software. Ledigheden er 4,5%, hvor landsgennemsnittet er 5,6%. Beskæftigelsesgraden er 52,8%
I disse uddannelser indgår cybersikkerhed heller ikke.
I de uddybende bemærkninger er øvrige sammenlignelige uddannelser beskrevet med udgangspunkt i UCN’s geografiske placering og i ug.dk.
Til sammenligning med PBA i Cybersikkerhed angiver ug.dk udover de før nævnte uddannelser (IT-teknolog, Datamatiker, PBO i It-sikkerhed og PBO i Software):
- BA i Cyberteknologi, som er en civilingeniøruddannelse, udbydes på DTU i Lyngby. Her indgår ingen forretningsrettede cybersikkerhedsfag
- BA i Cyber- og computerteknologi, som udbydes på AAU i København. Den har fokus på programmering, softwareudvikling og internetteknologier. Der er få tekniske sikkerhedsfag, men ingen forretningsrettede
- PBA i It-arkitektur udbydes i Aarhus, Kolding og København og indgår ikke som sammenlignelig uddannelse i KEA’s uddannelsesansøgning. Uddannelsen har fokus forretningsarkitektur, informationsarkitektur og teknologisk arkitektur og it-sikkerhed indgår i lav grad som et delelement af et fagområde jf. bekendtgørelsen
- PBA i Økonomi og informationsteknologi udbydes i Aarhus, Odense, Roskilde og København, og den indgår heller ikke som sammenlignelig uddannelse i KEA’s uddannelsesansøgning. Uddannelsen har fokus på hvordan man ved hjælp af it kan forbedre og effektivisere forretningsprocesser. It-sikkerhed indgår i lav grad som et delelement af et fagområde jf. bekendtgørelsen.
PBO i Cybersikkerhed adskiller sig således fra alle andre udbudte bacheloruddannelser, da cybersikkerhed på bekendtgørelsesniveau og i studieordningerne ikke indgår i kombination med det forretningsmæssige.
I forhold til det regionale behov er det væsentligt at nævne, at der fra 2028 ikke længere eksisterer en professionsbacheloruddannelse i Nordjylland indenfor it, når overbygningsuddannelserne (PBO i It-sikkerhed og PBO i Softwareudvikling) udfases i forbindelse med reformen. Disse er pt. er de eneste professionsbacheloruddannelser indenfor it i Nordjylland, og der er derfor en generel bekymring hos aftagerne bredt over, at disse bortfalder.
Der eksisterer heller ikke andre bacheloruddannelser i Nordjylland, som kan sammenlignes med PBA i Cybersikkerhed. AAU uddanner akademiske it-bachelorer, som dog primært læser videre og bliver kandidater, og som dermed ikke dækker behovet for praksisnære hands-on-kompetencer på bachelorniveau i Region Nordjylland. AAU’s uddannelser indenfor cybersikkerhed er placeret på AAU i København.
Til sammenligning med PBA i Cybersikkerhed, ligger KVU-uddannelserne som Datamatiker og It-teknolog nærmest. På Datamatiker og It-teknolog optages der dog i dag studerende, hvis interesse ligger i periferien af disse uddannelser, og hvis egentlige mål er, at blive professionsbachelorer i it-sikkerhed. De er udfordret på først at skulle gennemføre fx Datamatiker, som er yderst programmeringstung, og efterspørger derfor et andet tilbud, som vi mener PBA i Cybersikkerhed bidrager til med en ny profil.
For de studerende, som kun ønsker en kortere videregående uddannelse, giver PBA i Cybersikkerhed mulighed for afstigning efter to år til EA i Operationel Cybersikkerhed. Der eksisterer ikke andre EA-uddannelser i øvrigt indenfor cybersikkerhed.
Rekrutteringsgrundlaget udgøres af ansøgere fra Nordjylland med en gymnasial adgangsgivende eksamen eller en anden adgangsgivende uddannelse, fx erhvervsuddannelser indenfor fx Data- og kommunikationsuddannelsen, i alt 4.219 i 2024.
PBO’erne i It-sikkerhed og Softwareudvikling har i alt haft et optag på 65 i 2024/2025, som vi forventer at kunne konvertere en del af. På den baggrund forventer vi et fald i optag på Datamatiker og i mindre grad It-teknolog.
Samtidig kan vi konstatere, at det for nogle ansøgere i dag er en barriere, at de først skal gennemføre en anden grunduddannelse – fx Datamatiker eller It-teknolog - som har et andet sigte end cybersikkerhed, og som stiller langt større krav til fx programmering. Derfor forventer vi at nå flere nye ansøgere bl.a. den geopolitiske situation og det faglige indhold taget i betragtning. KEA oplyser fx i august 2025 at de optager 25% kvinder, hvor UCN’s optag i 2024/2025 på it-uddannelserne samlet lå under 9%.
Der er indhentet høringssvar fra Dania, EAAA og AAU. De har ingen indsigelser, og AAU indbyder til øget samarbejde.
Jf. ug.dk giver Cybersikkerhed forskellige muligheder for at læse videre, fx indenfor det tekniske område på master- eller kandidatniveau.
For dem, som afslutter med den toårige erhvervsakademiuddannelse, vil det være muligt at vende tilbage og gennemføre det sidste halvandet år og dermed blive PBA i Cybersikkerhed.
PBA’er i Cybersikkerhed vil med to års relevant erhvervserfaring og efter en konkret vurdering have mulighed for videreuddannelse fx på Master i Cybersikkerhed og Privacy på Aalborg Universitet (AAU) i København.
AAU, København, udbyder også en kandidatuddannelse i Cyber Security, hvor man kan få en individuel vurdering; De fremhæver specifikt, de ikke foretager forhåndsvurderinger.
UCN har desuden gennem mange år samarbejdet med AAU og har i dag en partnerskabsaftale, bl.a. om sammenhæng i uddannelsesvejene. Dermed gives der også adgang til AAU’s øvrige uddannelser, efter en konkret vurdering.
2026/2027: 35
2027/2028: 70
2028/2029: 70
UCN’s udbud af tekniske uddannelser og af it-uddannelser oplever ingen udfordringer med at finde praktikpladser. Tværtimod er vi ofte udfordrede på at kunne præsentere nok studerende for vores aftagere.
Vi har i dag samarbejde med over 70 praktikvirksomheder alene specifikt på PBO i It-sikkerhed. Dertil kommer praktikpladser fra Softwareudvikling, Datamatiker og It-teknolog. I alt udgør disse flere, end vi optager studerende til. Dertil kommer de flere hundrede virksomheder og organisationer vi har samarbejder med på andre relevante uddannelser.
Nye praktiksamarbejder kommer ind fortløbende – fx de virksomheder, som indgår i UCN’s forskningsaktiviteter.
Endvidere er det vores erfaring, at langt hovedparten af alle studerende ved egen hjælp finder en egnet praktikplads.
To gange årligt afholder vi ”Matchmaking”, som er en messe for alle vores uddannelser, med op til 145 deltagende virksomheder.
Vi vurderer, at der ingen konsekvens er for beslægtede uddannelser.
Tilrettelæggelsesmæssigt forventer vi, at udbuddet af PBA i Cybersikkerhed vil adskille sig fra de eksisterende nordjyske uddannelsestilbud indenfor it.
Med afsæt i professions- og erhvervsakademiuddannelsernes reform og ønsket om ”fleksible uddannelsesmuligheder for flere” (ufm.dk), forventer vi at kunne tilrettelægge et hold fleksibelt med mulighed for online deltagelse. Dette placeres i sammenhæng med det fysiske udbud.
Derved adskiller et kommende udbud af PBA i Cybersikkerhed sig også fra vores eksisterende udbud indenfor it-uddannelser.
UCN’s Teknologi og Businessuddannelser har 15 års erfaring med onlineundervisning i forskellige formater og kan bl.a. dokumentere, at vi dimitterer studerende fra udkanten af Region Nordjylland, som ellers ikke ville have kunnet gennemføre en uddannelse – fx pga. familie eller for lang rejsetid. Dette er både til gavn for den studerende, for det lokale erhvervsliv og for UCN som igennem de studerende kommer i direkte kontakt med langt flere virksomheder, der er beliggende i udkanten af Region Nordjylland.